"Det er sælgers marked lige nu"

bruun rasmussen guldskaaleNordhavn Avis har besøgt auktionshuset Bruun-Rasmussen på Sundkrogsgade. Corona-krisen har resulteret i et marked, som kan komme Dem til gode, hvis De har noget værdifuldt liggende derhjemme.

Det plejer at være sådan, at når aktiemarkedet går godt, så går det også godt for Bruun-Rasmussens Auktioner. Og omvendt. For eksempel faldt auktionshusets omsætning med 40%, da finanskrisen satte ind i efteråret 2008. 

"Men da C25-indexet faldt med 25% på et døgn i forbindelse med, at Danmark blev lukket ned i marts, oplevede vi et brag af en auktion," fortæller en overrasket Kasper Nielsen, som er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun-Rasmussen, som blandt andet har til huse i Sundkrogsgade i Nordhavn. 
"Corona-krisen har været noget skidt for alle, men ikke for vores salg. Også vores netauktioner (som typisk har lidt lavere hammerslag end de fysiske auktioner i bl.a. Bredgade, red.) har super resultater," siger han.

Kunst er investeringsobjekter
Det skyldes, at der stadig er mennesker i verden med penge på lommen, og hvis de penge skal placeres lige nu, bliver det hverken på en bankkonto med negativ rente eller i et usikkert aktiemarked.
bruun rasmussen akutionarius'En dag på kontoret 'for Kasper Nielsen, som er vurderings- og salgsdirektør hos Bruun-Rasmussen."Både vi og vores kunder ser kunst som noget, man kan placere sine penge i.  Det er investeringsobjekter. Faktisk er vores største udfordring at finde sælgere," afslører Kasper Nielsen.

Lokalet bugner ikke
Det kan man også se ved en hurtig tur gennem eftersynslokalet i Sundkrogsgade. Selv om der står mange stole, store møbler og et væld af designertasker, er det ikke fordi, lokalet bugner.
"Vareindtaget faldt med 80-90%, da Mette Frederiksen lukkede landet. Det betyder, vi i endnu større grad skal ud og interagere med sælgerne. Og det er både i Danmark og i resten af verden, men det er svært i en verden, der er lukket ned," siger Kasper Nielsen. 

En anden faktor, der kan være medvirkende til, at det går godt for auktionerne er, at folk sidder hjemme og har tid til at handle på nettet. 
"E-handel har det godt i en krisetid. Men det er ikke kun hyggehandler til 3-4000 kroner i hammerslag. Vi sælger dyrere ting, end vi plejer med mange hammerslag over 100.000 kroner."

12 flasker vin til 480.000
En hurtig gennemgang af Top20 hos Bruun-Rasmussen viser da også, at der er folk med penge derude. Højdespringeren på netauktionen, mens der har været corona, er 12 flasker vin, som blev solgt til 480.000 kroner. Der var tale om en La Tache grand cru fra 1978, og vin er generelt noget, som Bruun-Rasmussen ser en del af. Vin er nemlig også investeringsobjekt.
"Men jeg vil ikke udelukke, at køberne drikker halvdelen selv og gemmer resten," smiler Kasper Nielsen.

Desuden er der et par malerier og kunstgenstande på Top20-listen, mens maleren Eckersberg dominerer Top10-listen over traditionelle auktioner i selskab med blandt andet diamantsmykker og moderne kunst. 

bruun rasmussen akutioner taskerTasker, stole, kasseapparat. Køberne er på udkig efter investeringsobjekter på markedet for kunst og design. Auktionshuset mangler varer.Moderne kunst og vin går rigtig godt i øjeblikket. Men også tøj, tasker og sko har gjort sit indtog hos Bruun-Rasmussen de senere år.
"Der er virkelig mange af de dyre tasker under hammeren for tiden, og det er noget, der trækker et yngre publikum til," siger Kasper Nielsen.

"Men faktisk er alt af ekstraordinær god kvalitet inden for alle vores forretningsområder noget, som køberne vil have," siger Kasper Nielsen, som kan afsløre, at cirka halvdelen af de ting, der er under hammeren hos dem, bliver i Danmark. En fjerdedel i andre EU-lande, og den sidste fjerdele i resten af verden - hovedsageligt Kina og USA. 

TV-kendt antikhandler vil give Nordhavns hjem stil og kant

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN