Every Move You Make...

louise raaschou 2020Med en smartphone er man aldrig helt alene. Heller ikke selv om man gerne vil være det.

 

Min første mobil var en sprød Motorola på størrelse med et rejsestrygejern. Den var indkapslet i hård, sort plast med samme teleskop-antenne som en FM-radio, og på dens ypperste funktionsniveau kunne man føre en samtale i to-tre minutter, før forbindelsen røg. Til gengæld kunne den ikke andet. Absolut intet. Overhovedet. Og vel var det frustrerende, at man aldrig helt kunne regne med at færdiggøre sin sætning, før samtalen blev afbrudt, men er du sunshine, hvor var det hot og happening. Det var det aller hippeste af det hippe. Og det var - ikke mindst - overskueligt. Nu er jeg efterhånden på min smartphone generation 12, (13?18?), har faktisk lige fået en ny, og forleden greb jeg mig selv i at savne de meget, meget få, mentale krav fra min gamle Motorola.

For nu kræver de mest elementære ting en større indsats. Hvis jeg vil høre musik, skal jeg logge ind to forskellige steder på smartphone. Sommetider er det også nødvendigt at forbinde musiktjeneste med smartphone. Igen. Fordi smartphone, som styrer musiktjeneste, hopper vilkårligt rundt mellem to forskellige wi-fi systemer. (Hvorfor der er to forskellige wi-fi på matriklen? Fordi jeg på et tidspunkt fik det sat op på den måde. Kan ikke huske hvorfor.) Og når lortet så endelig virker, får man så fred til at lytte til sin musik? Niks. For smartphone har et umætteligt behov for opmærksomhed, det er ikke normalt. Straks musikken spiller, popper et nyt kontaktforsøg op på skærmen. Nu med et forslag til en playliste ”til dig Louise, med dine yndlingskunstnere,” fordi det er tirsdag, og fordi helt-fremme-i-skoene-generation smartphone tilsyneladende ikke kan underholde sig selv i bare ti minutter. Og hvis jeg logger ind med facebook, kan jeg sørme dele min musik med resten af verden, sådan lige her og nu, in realtime, hvilket jeg absolut ikke har lyst til, for det kommer ikke resten af verden ved, at jeg er gået i Gasolin mode, og hvor helvede har smartphone i øvrigt fået det uflatterende foto af mig fra? Det skal sgudda så meget heller ikke deles!

Desuden: Hvis jeg endelig var helt syg for at dele, ville det kræve endnu et login. Og dét er jeg virkelig blevet træt af. Indtil nu har det sådan set ikke været det store problem at huske login koder; det har fungeret helt fint for mig med ”loginkode” alle steder. Men sådan spiller klaveret så sandelig ikke mere, ikke med nyeste generation smart-ass-phone. Allerede på første dag gik den amok i knaldrøde udråbstegn og skrigende Se-og-Hør-gule advarsler om den alvorlige fare ved at bruge det samme kodeord flere steder. En ændring af login var nødvendigt på ikke mindre end otteoghalvtreds forskellige sites og apps. Og ikke bare nødvendigt, men yderst påkrævet, ja, smartphone ville ikke udelukke, at det var en trussel mod folkesundheden, når jeg sådan blottede mig for at blive hacket. Men lige på nær et par stykker, så var de truede apps ikke af nævneværdig betydning; for eksempel gad jeg ikke ændre koden til en oversigt over loppemarkeder i Nordschleswig. Hack away, siger jeg bare.

Heldigvis behøver man ikke selv huske alle de forskellige adgangskoder. Det gør smartphone for én, og det er jo pænt af den, men helt ærligt ... det manglede da også bare. Og hvis det ansvar samtidig kan holde den beskæftiget nok til at forhindre bare én besked om f.eks. ”dine fotominder fra en tilfældig torsdag i 2015. De er fuldstændig ligegyldige og komplet irrelevante for dette øjeblik. Men her er de,” ja, så er det da bare alletiders. Nu er den lille tingest trods alt heller ikke kun opmærksomhedshungrende, stressprovokerende og uden situationsfornemmelse. Ikke udelukkende. Faktisk er jeg ret glad for, at man kan låse den op via ansigtsgenkendelse. Eddersmart, altså. Og praktisk. I hvert fald i forhold til fingeraftryk-funktionen, der slet ikke virkede, hvis man havde våde hænder. Eller havde handsker på. Eller hvis ens fingeraftryk var midlertidigt forvansket af størknet superlim efter en eller anden reparation, som var kørt lidt at sporet. (Sådan som nogle mennesker i hvert fald godt kunne opleve. Flere gange. Har jeg hørt.) Så yeah! til face-funktionen. 

Ganske vist fungerer den feature ikke helt optimalt for mig, men det er, vil jeg skynde mig at indskyde, ikke smartphones skyld. Den tager jeg på mig. Jeg ved ikke lige, hvad der skete, men jeg tænkte vist ikke så langt, da jeg indstillede det nyeste vidunder. Blev nok lidt ivrig i min begejstring over den der ansigtsmekanisme, så allerede ude foran butikken gik jeg i gang med at scanne mig selv. Desværre havde jeg glemt, at jeg havde mundbind på, hvorfor hypersmarte smartphone nu kun genkender mig sådan. Og altså nægter at låse op, hvis jeg ikke er iført maske. Det er lidt besværligt i det daglige, det skal jeg gerne indrømme, ikke mindst fordi jeg skal have præcis det samme mundbind af sort stof på, som jeg oprindeligt brugte. Har prøvet med et i anden farve, men den går ikke. Jeg har overvejet at forsøge på at ændre ansigtsgenkendelsen til rent faktisk at genkende mit ansigt, men så skal jeg ud i en timelang dialog med smartphone om logins og playlister og gamle minder og dna-aftryk og ... nej. Jeg tror faktisk ikke, at jeg orker det.

Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 49 år gammel, har to sønner på 19 og 13 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

DEBAT:

  • Nervepirrende støj fra metroen

    henrik saleeKære Metro, Stort tillykke med 1 års fødselsdagen, du blev nok født lidt for tidlig i forhold til dit kald, der køres alt for meget med tomme vogne, både om dagen, i aften- nattetimerne og her i påsken var det helt vildt med forgæves afgange.

  • Musik på Sandkaj og Konditaget

    richard sandmandI Nordhavn Avis har I skrevet om musik på Sandkaj. I har nævnt, at det drejer sig om at få brugerne til at dæmpe musikken. Det er en misforståelse.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK