Nej tak til flere anlæg i vandet

kenneth darreDer er brug for et indspark i fremlægningen af kajakklubbens byggeplaner, som har været omtalt i flere af de lokale medier. Ønsket er at udvide det nuværende flydende aktivitets-hus med et areal, der svarer til en badmintonbane (9x12 m).

Bygningen er tænkt som en forlængelse mod øst, med placering tæt ved træbyggen.
Jeg er som en af badezonens nærmeste naboer dybt forundret over planlægningen, og bliver helt målløs over den komplette mangel på hensyn: Forrige sommer blev badezonen midlertidigt placeret lige op ad Harbour Park, fordi det flydende aktivitetshus var under opførsel. Det resulterede i en sommer med et absurd støjniveau 24/7, hvor man som nabo skulle holde alle vinduer lukket, for at gøre sig forhåbninger om at falde i søvn. Den erfaring gjorde man sig også hos både By & Havn og Københavns Kommune, og en fremtidig udvidelse af badezonen skulle af samme årsag foregå mod vest.

Badezonen på Sandkaj er med sine 130.000 badende – svarede til de tre største havnebade i Københavns Havn tilsammen – hovedstandens mest besøgte. Det er hertil landets eneste badezone, der er placeret i direkte forbindelse med lejlighedsbyggeri; kun 6 meter er der fra nærmeste husmur til sommersæsonens fluepapir. Akustikken i området er brutal, og støj fra badende forplanter sig effektivt igennem det meste af området.

Forbudet mod musik og introduktionen af vagter var med til at smække Pandoras æske midlertidigt i. Der er endnu ikke fundet en holdbar løsning på de mange pro-blemer, som sommersæsonen giver i forhold til støj, affald, trafik og parkering. Den planlagte udvidelse af badezonen mod vest blev af samme årsag ikke gennemført i år.

Diskussionen om en snarlig udvidelse mod øst virker derfor fuldstændig malplaceret. Der er simpelthen ingen raske argumenter for at vælge en placering på vand fremfor en placering på land ved Gittervej, som det oprindelige udkast tager afsæt i. En så markant udbygning af det flydende aktivitetshus mod øst vil ikke alene med medføre store støjgener for os beboere, der er direkte naboer. Den vil umuliggøre tillægning af sejlbåde langs bolværket, og blokere for de mange maritime aktiviteter, der giver området liv.

Havet er vores største aktiv her på Nordhavn. Sæt nu for helvede pris på de åbne vidder, som har overlevet By & Havns inddæmningstrang. Nyd åndehul-lerne i stedet for at kvæle dem, og tag turen i våddragt til og fra Gittervej. Det kommer ingen til at ligge søvnløse over.

Kajakklubben vil udvide. NU!

Kajakklubben mangler plads til kajakkerne

  • Oprettet den .

 


   NORDHAVN AVIS  
  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2310 Ørestad
FOR ANNONCØRER  ┃   NYHEDSBREV  ┃   E-AVIS  ┃  VELKOMMEN