Troldemageren

thomas dambo 2 varmingEn forvirret trold er vågnet op til dåd i Nordhavn. Det er kunstneren Thomas Dambo, der har været på spil for at give folk en oplevelse på et ukendt sted. Nordhavn Avis har mødt ham på en ny og hemmelig location i København.

Det er ikke krukkeri, når Thomas Dambo giver en række koordinater, når man skal møde ham. Der er ikke en adresse, men et svært fremkommeligt sted i København, som man bedst finder på cykel. Via små stier, bakkede forløb og over asfalt, hvor naturen for længst er brudt igennem. Et enkelt sted er et træ væltet over stien, og man må kante sig over med cyklen på skulderen, inden man når frem til en livlig koloni af mennesker på en hemmelig strand. Omkranset af en lille skov og strandroser står 10-12 unge mennesker samlet på stranden og bygger en næsten fire meter høj trold af affaldstræ. 

Midt iblandt dem går 41-årige Thomas Dambo.

Trold nummer ét
Mange i Nordhavn kender hans navn, for han har netop bygget en af sine store trolde i Nordhavn, og hvis man tager en skattejagt, kan man finde trolden ude i Nordhavns vilde natur. Thomas Dambo bygger sine trolde på stedet, og de er altid bygget ind i miljøet.

"Denne her trold sidder og nyder udsigten, men den skal have kæppe i ørerne på grund af larmen, siger han og peger op mod motorvejen som tordner over den fredelige strand, hvor trolden sidder placeret," siger Thomas Dambo, efter han har placeret sig på en af de to stole, som udgør tømmerflådens sparsomme møblement.

trold thomas dambo4Til dagligt har han værksted i Nordhavn, men for tiden bygger han trold ”on location”. Det er ikke en helt almindelig arbejdsplads, indrømmer Thomas Dambo. Hver morgen ankommer han hertil via en tømmerflåde, som han har lånt. Så bygger han trolden sammen med alle sine frivillige, som er kommet for at hjælpe ham med troldeprojektet i København. 

I år vil ti store trolde blive bygget på hemmelige steder i København, så man kan gå på opdagelse for at finde dem. Trolden i Nordhavn var nummer ét. 

"Det er Kaptajn Nalle, som har holdt til derude altid. Men han kom til at tage sig en lille lur på 12 år, og da han vågnede, havde de små mennesker gravet huller inde i byen og smidt al jorden ud i havet, så nu kan Nalle ikke finde vandet til sin båd, som han så trækker over græsset," siger Thomas Dambo.

Hvis man spørger Thomas Dambo, om der ikke er en vis portion samfundskritik i hans ellers uskyldige trolde, så smiler han blot og trækker på skuldrene. Han vil hellere tale om at give folk oplevelser og vise dem, at affaldstræ kan bruges igen. Men mest af alt vise dem noget nyt.

"Jeg har altid godt kunnet lide at gå på opdagelse i ukendte miljøer. Da jeg var lille, var det sådan, at jeg ikke måtte gå ind steder, hvor andre heller ikke gik ind. Men hvis der ikke er et skilt, der siger 'adgang forbudt' hvorfor skulle man så ikke gå derind?

Urban decay
Samtidig har han en forkærlighed for det, han kalder ”urban decay”, og der kunne de føromtalte koordinaters mål ikke være bedre egnet. Stedet virker som om, det ikke har anden funktion end at lægge jord til en motorvej, og den lille sandstrand med udsigt til Københavns skyline er en overset naturperle, som ikke engang har fået anerkendelse i form af en adresse.

"Der er så mange ukendte steder i København, og mine skulpturer er guleroden, der hiver folk ud til de steder. Men der er måske 50 fede steder i København, som man aldrig kommer, bare fordi de ikke har et kendt springvand, eller fordi du ikke lige er kommet der med din bedstemor, da du var lille. Men det kan da være et lige så godt udflugtsmål?"

Og når det nu skulle være, kunne tiden heller ikke være bedre.

"Det her projekt passer godt til corona, hvor vi skal sprede os og lære nye steder at kende i stedet for alle sammen at sidde på Islands Brygge."

Den store troldefolkefest
For over tre måneder siden blev Danmark lukket ned. På det tidspunkt arbejdede Thomas Dambo på et troldeprojekt i Puerto Rico, og han blev nødt til at tage hjem til Danmark og gå i corona-skjul ligesom alle andre. Men det er svært at være international kunstner i husarrest i Danmark, som Thomas Dambo siger med et smil, så han fandt på noget andet.

"Nu laver jeg i stedet 10 trolde, som jeg forærer Danmark. Det er det, der gør mig glad. At låne en tømmerflåde, finde nogle brædder og lave en skulptur. Det er en befriende proces, og jeg har følt mig lykkelig under corona, selv om jeg har mistet mange penge."

"Jeg har rejst rundt i verden i årevis, men jeg har faktisk også savnet mine venner og mit land. I går tog jeg og min kone ud til en grusgrav på Sydsjælland og cyklede en tur for at finde et sted til en trold. Det er da et fantastisk job at have," smiler han bredt.

I denne uge bliver trold nummer tre færdig herude ved stranden og motorvejen. Der skal bygges ti, og til sammen skal de give anledning til en stor troldefolkefest.

"Trolden Lille Tilde har lagt mærke til, at de små mennesker tager om på den anden side af jorden hver sommer, men det gør de ikke i år, så i stedet går de til troldefolkefest. Men fjenden, som er nogle store metalfugle, som har reder ude i Kastrup, prøver at lokke de små mennesker til at flyve med dem om på den anden side af jorden alligevel," siger Thomas Dambo med et smil. 
Det begynder at trække i ham for at vende tilbage til trolden og de mange unge frivillige på stranden. Skelettet er bygget, men de skal helst være færdige med ham i denne uge, så han springer af tømmerflåden og passerer hybenroserne.

Hvis man vil på jagt efter Kaptajn Nalle eller en af de andre trolde – der findes 62 på verdensplan - så gå ind på www.trollmap.com.

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN