Kulturhavn 2020 er aflyst

kulturhavn CopenhagenTheatreCircleDer bliver ingen stor festival i Københavns Havn i år. Med stigningen i sittetallet i København er det ikke forsvarligt, skriver arrangørerne. Kulturhavn skulle have fundet sted i bl.a. Nordhavn 11.-13. september med et væld af arrangementer.

Som det blev meldt ud på regeringens seneste pressemøde i dag kl. 14, stiger covid-19 smittetrykket i København og Hovedstadsområdet.

"Vi har hele tiden vidst, at det lokale smittetryk kunne spille en afgørende rolle i forhold til afvikling af årets Kulturhavn, men vi har selvfølgelig gjort alt hvad vi kunne og håbet på at smittetrykket så fornuftigt ud og var faldet nok til at det ville være forsvarligt at afholde årets festival," skriver Kulturhavn 2020 i en pressemeddelelse.

Kulturhavn skulle i år fejre 20 års jubilæum. På grund af Covid-19 blev der skåret i antallet af aktiviteter, og indført rutiner for afstand og afspritning. Alligevel var der alene i Nordhavn 44 aktiviteter fordelt på Göteborg Plads, PB43 i Skudehavnen samt Marmormolen, hvor sejlskibet Hawila skulle lægge til. Göteborg Plads skulle være fyldt med  workshops, trommesamspil, salsafest og koncerter. Pladsen skulle feks. genlyde af  'BOLLYWOOD BLITZ DANCE CLUB OF INDIANS IN DENMARK', og DANISH OPEN BELLYDANCE. 

"Vi har helt op til i dag arbejdet på højtryk for at gennemføre Kulturhavn og havde derfor de sidste par uger justeret, gennemgået, vendt og drejet vores program, som ledte frem til et helt nyt set-up for festivalen. Det nye format for Kulturhavn havde som førsteprioritet en sikker og tryg afvikling af alle events i henhold til den situation, vi står i grundet Covid-19."

"Det nedsatte forsamlingsforbud på 50 personer i Københavns Kommune gør dog, at vi imidlertid ikke kan afholde Kulturhavn Festival i år. Det handler både om, hvad der kan lade sig gøre og giver mening for vores aktører og publikum, men det handler også om, at vi tager den rigtige beslutning nu – og ikke senere."

"Selv om vi, i samarbejde med alle vores aktører, har arbejdet hårdt for at årets festival skulle lykkes, og vi havde set frem til og glædet os til at
afholde tiltrængte kulturarrangementer i havnen, er det på nuværende tidspunkt ikke længere forsvarligt. Selvom det ikke kan lade sig gøre i år, vil vi selvfølgelig arbejde videre for at skabe kultur, festival og gode oplevelser i Københavns havn til næste år. Vi glæder os til at vende stærkt tilbage næste år - så vidt Corona tillader det - og fejre Kulturhavns 20-års jubilæum i havnen d. 27-29 august 2021."

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN