Museum i kraftværket tager nyt skridt mod åbning i 2026

danmarks tekniske museum dorte mandrup casson mann visualDanmarks Tekniske Museum har søgt om offentlige tilskud til sit nye 'DTM 4.0' projekt: Et kæmpe sciencemuseum i Svanemølleværket i Nordhavn. Det kan åbne i 2026.

For snart to år siden offentliggjorde Danmarks Tekniske Museum (DTM) planerne om at indrette et nyt og moderne teknisk museum i Svanemølleværket. Museet bor i dag i to fabrikshaller udenfor Helsingør, hvor det regner gennem taget visse steder.

Siden har et konsortium bag museumsplanerne arbejdet støt og roligt videre med visionen om et stort sciencemuseum af international karat i Nordhavn. Og nu ligger der en ansøgning om at komme på finansloven og få etablerings- og driftsstøtte til museet. 

Samtidig arbejder konsortiet md at skaffe privat 'funding' til anlægsbudgettet på 850 millioner kroner. Det nye Danmarks Tekniske Museum bliver sammen med det nye Danmarks Naturhistoriske Museum det største museumsbyggerier i dette årti. Man kalkulerer med 300.000 gæster årligt, heraf 40.000 børn og 45.000 udenlandske turister.

svanemoellevaerket kedelhalVenter på byggestart

Museumsdirektør Jens Refslund Christensen fra DTM håber på at museet kan åbne i 2026. Først skal Svanemølleværkets naturgasfyr flyttes ud. 

"Det er svært at sige helt præcist hvornår ombygningen starter. Men HOFOR skal etablere et erstatningsanlæg i umiddelbar nærhed af Svanemølleværket, og det skal være færdigt inden bygningen kan transformeres til museum," siger museumsdirektøren.

Det nye museum kommer ikke til at fylde hele det enorme kraftværk. Udviklingsselskabet By & Havn er i gang med at afsøge hvad der kan være i den øvrige del af bygningen.

"Vi drømmer naturligvis om at der bliver tale om lejere, som vi tematisk har et slægtskab med, så vi kan befrugte hinanden og skabe synergi," siger Jens Refslund Christensen.

God placering

Han er glad for placeringen i Nordhavn,

"Vi synes en placering på Svanemølleværket i Nordhavn er helt oplagt, især på grund af bygningens historie som er et symbol på omstillingen fra sort til grøn energi. Et nyt Danmarks Tekniske Museum på Svanemølleværket taler derfor direkte ind i den nationale agenda og fortælling om Danmarks store satsning på grøn omstilling og som klimanation. Desuden er der både metro og S-tog tæt på museet, og vi kommer til at bo tæt på By & Havns andet signaturprojekt, nemlig Tunnelfabrikken, og det giver basis for god synergi," siger han.

danmarks tekniske museum dorte mandrup casson mann visual 2DTM 4.0

Illustrationen af den store kedelhal viser, hvordan museet KAN komme til at tage sig ud. Udover kedelhallen vil der være publikumsarealer med shop og café, udstillings- og læringsfaciliteter og områder med professionelle møde- og konferencefaciliteter. Rummene veksler mellem store lysåbne områder, mindre studios med indirekte belysning og helt mørklagte rum i bygningens stueetage. Fra en tagterrasse får publikum udsigt til hele København, havnen og den svenske kyst. Det er udstillingsdesigneren Casson Mann og Dorte Mandrup Arkitekter, der har udarbejdet den arkitektoniske vision for det nye museum. 

Svanemølleværket skal forvandles af engelske designere og dansk stjernearkitekt

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN