Kranen på havnen er for (rige) drømmere

the krane unionkul 1

Den står som et nordligt vartegn for Nordhavn. Kulkranen, som i gamle dage tog det tunge slæb. I dag er det et mødelokale, spa og et hotelværelse for feinschmeckere.
Kom med på besøg.

Man forstår godt, at Porche har skudt en reklamefilm foran The Krane – og BMW og Mercedes er vist de næste, der håber at få lov.
The Krane er en gammel kulkran i et råt og industrielt havnemiljø, men i 2017 åbnede den som et hyper eksklusivt hotelværelse – ja, der er kun ét – samt mødelokale.
Heroppe i kranen er der udsigt fra Svanemølleværket i vest, forbi Tuborg Havn mod nord og Sverige østpå. Lige nedenfor ligger Øresund. Engang sad en kranfører i det yderste og øverste rum af kranen, hvor der i dag er en lounge, som hører til hotelværelset øverst i kranen.

Kontoret i glasboksen
I det gamle maskinrum ligger selve hotelværelset, som er indrettet med Dinesen træ fra gulv til loft, alt elektronik fra B&O, friske blomster, lækre skjulte detaljer og den der udsigt, vi kom fra.
”Det er jo lidt af et fantast-projekt. Det er bygget af de ypperste materialer. Det er jo ikke det billigste hotelværelse i byen, men det betyder også, at der skal mindre belægning til at få det til at køre rundt. Vi kommer aldrig til at sigte mod fuld belægning,” siger Nicki Lykke.
Han er en af de to, der til dagligt driver The Krane, hvilket vil sige, at han står for bookinger, forplejning af gæsterne, kommunikation og PR.
Desuden har han Nordhavns mest tjekkede kontor – den gennemsigtige glasboks under selve kranhuset, som er et mødelokale til cirka 20 personer. Når der ikke er møde, er det Nickis kontor.

the krane unionkul 4To nætter for 2500 - Euro
Endvidere rummer The Krane hele to store tagterrasser samt sit helt eget spa. Det er D’Angleterres egen spa, Amazing Space, som har lagt en lille filial i kranen, hvor gæster kan få spabehandlinger, og hotelværelsets gæster kan boltre sig i hele to designerbadekar efter spaens lukketid klokken 17.
Fri spa, håndklæder fra Geismars, specialfremstillet Krane-spiritus i minibaren og mad, som leveres fra Mundwerk på den anden side af gaden har selvfølgeligt alt sammen sin pris.
”To nætter koster 2500 euro. Hvis man vil nøjes med en enkelt nat, kan det gøres for 1800 til 2000 euro – afhængigt af tidspunktet,” siger Nicki, som regner i euro, fordi en stor del af hotelværelsets gæster er udenlandske.
”Dem der kommer i dag er et amerikansk par, der holder bryllupsdag. Men vi har også danske gæster, som vil prøve noget nyt og anderledes. Det er jo lidt ligesom Ystad Saltsjöbad – bare meget mere eksklusivt,” siger Nicki.

Bagmanden startede Papirøen
Værelset har naturligvis egne cykler og SUP-paddelboards, ligesom en concierge henter gæsterne i lufthavnen, hvis de ikke selv finder vej til Nordhavn.
Hele projektet er ejet af Unionkul, som også har kontor-containerne ved siden af den gamle kran. Det er Klaus Kastbjerg, der også stod bag Papirøen, som ejer Unionkul, og det kan betyde, at den entreprenante herre også får lyst til at udvikle området omkring kranen i stil med Papirøen. Indtil videre er det blevet til Nordhavns mest excentriske hotelværelse.

Kom til torsdagsbar i The Krane: Er du blevet nysgerrig på at se hvordan The Krane ser ud og hvem der står bag? 19. september fra klokken 15 holder The Krane torsdagsbar for samarbejdspartnere, naboer og andre nysgerrige. Hvis du dukker op, så skriv gerne til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. inden 16. september, så de ved hvor mange glas, de skal stille frem.

the krane unionkul 3

 the krane unionkul 2the krane unionkul 5

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN