Coronatanker X

poul gudbergDet er sådan set ved at være slut med disse Coronatildragelser. Vores samfund er på vej mod normaliteten, selv om det aldrig bliver det samme mere. Der er hændt meget på ufatteligt kort tid.

Hele samfundsmekanismen er ændret, og det kommer til at koste blod, sved og tårer at komme tilbage til almindelig hverdag. Mange vil bukke under, mange virksomheder miste fodfæstet og konkurser blive resultatet. Hertil kommer, at det har været meget nemt for vores regering – for vores, folkets regering  er det jo - at vende det hele på hovedet og få os alle til at acceptere indgreb i vores frihedsrettigheder, ved blot at sige pandemi. Vi bør ofre nogle øjeblikke alle sammen på at tænke på vores rettigheder, som er optjent gennem århundreder, og på om det er rigtigt, at blot en udvidet influenzaepidemi kan slette dem med et pennestrøg, og om en Statsminister kan føre denne pen, som sket er.

Lige nu oplever jeg et utal af betjente regulere trafikken på Göteborg Plads og Sandkaj. De er udpeget til hot spots, hvilket åbenbart betyder, at man ikke må opholde sig på de nævnte steder. Man må alene have lov til at bevæge sig hen over kaj og plads, og det er jo lidt svært, når man vil bade i svømmebadet.

Fornylig var der, for at opretholde god ro og orden, hele 12 betjente tilstede på Göteborg Plads, og jeg må da sige, at det virkede. Ingen blev stående eller siddende på legestenene på pladsen, selv om en midaldrende mor med 3 halvvoksne børn tog sig en ordentlig tur med en af betjentene. Hvor må de i grunden stå model til meget, men dette her var vel af den mildere slags. Nu er lektien åbenbart lært af de omkringboende, men der opretholdes et konstant beredskab i form  af en enkelt bil med et par folk, der parkerer midt på pladsen til skræk og advarsel for de, der kunne formaste sig til at slå sig ned.

Det er meget mærkeligt at lukke op igen efter en nedlukning. Det er en mærkelig måde, det er sket på. Tyskere må gerne komme hertil, men ikke til København og Frederiksberg. Forstå det, hvem der kan, og det er da heldigvis nu ændret. Vi lever nu igen, og det godt. Jeg tror, at det så var den Coronakrise, selv om de siger, at der kan komme en ny tur til efteråret. Så må vi håbe, at By & Havn har strimler nok til at foretage den afstrimling, som politiet foreskriver, og som nu er situationen på kajen her ved Göteborg Plads og Sandkaj.

Coronatanker IX

Coronatanker VIII

Coronatanker VII

Coronatanker VI  

Coronatanker V

Coronatanker IV

Coronatanker III

Coronatanker II

Coronatanker I

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN