Online skattejagt giver store naturoplevelser

geocaching karl varming 2Kom med på geocaching i Nordhavn. En sport hvor unge, gamle og dem midt imellem kan komme ud og lede efter små skatte i natur eller bymiljø og få store oplevelser i små, bitte æsker.

 

Et par krager skriger mod en blågrå himmel. Grusvejen går forbi en slags fabrik ned mod noget vand, men møder forinden et par huse. Fra et af husene er der fuld udsigt til vandet, og en grill på terrassen foran den faldefærdige hytte afslører, at der indimellem er nogen, der bruger hytten til andet end opbevaring. En af de andre rødmalede hytter ligner, at den ikke har været i brug i adskillige årtier, men pludselig lyder en gjaldende hundeglam derindefra. Det kan godt være, der er en skat begravet på dette særlige sted i Nordhavn, men det er ikke noget at sætte livet på spil for. Der er heldigvis altid en anden at gå på jagt efter. Velkommen til geocaching.

geocaching blok 3Fysiske skatte
Geocaching er en skattejagt, som tager udgangspunkt i en app, men som i modsætning til fx Pokemon Go drejer sig om rigtige fysiske ”skatte”, som man kan finde over hele verden. Alene i 2150 Nordhavn ligger mellem 10 og 20 såkaldte caches. Som de fleste cahces i et bymiljø er de meget små og ofte ikke meget større end en tændstikæske – om end noget bedre til at klare vind og vejr. Inden i en cache ligger der typisk en logbog, som kan være blot et enkelt stykke papir, hvor finderne skriver dato og navn, ligesom de registrerer deres fund i logbogen på deres telefon. Ved hjælp af glade gule eller triste blå smileyer kan man holde rede på sine fund i appen.

Fangst ved Oceanvej
Det gør vi også på en kold torsdag eftermiddag, hvor regnen hele tiden truer med at ramme Nordhavn. Både International School og adskillige steder på Tippen har deres egne caches, som man finder frem til ved hjælp af telefonens GPS-funktion. Ofte følger der en lille tekst med på telefonen, så man får lidt at vide om de omgivelser, man ser.
Det gælder også for den cache, som ligger ved Oceanvej på vej ind til containerterminalen. Vi skal lede 10-15 minutter, før en lille plastikbeholder pludselig viser sig hængende i et stykke ståltråd på en trådhegn. Vi skriver i papirloggen, logger på appen, registrerer vores fund og hænger cachen pænt på plads igen. Det gode ved denne sport er, at jo mere man finder, desto mere tændt bliver man på at finde den næste, så vi springer på jernhestene og triller mod rundkørslen for enden af Kattegatvej, hvor vi har aftalt et tiltrængt eftermiddagskagestop med havudsigt.

geocaching skudehavnsgade 4Ud på Tippen
Cachene er lagt af andre ihærdige skattejægere, som har fået lyst til at glæde deres 'kolleger' udi geocaching.
I Nordhavn ligger der særligt mange på Tippen, hvor man får en naturoplevelse, samtidig med at man på en meget smart måde lokker familiens yngste ud i det fri. Og det virker lige godt om man er på tur i Nordhavn, i Berlin eller dybt inde i en svensk skov. De findes over hele verden.
Ude ved havet er de første par caches hurtigt fundet efter en hurtig kagepause med udsigt. Derefter truer de grå skyer så meget, at vi må opgive at finde de øvrige caches.
Da vi vender hjem, gør vi stop ved Harbour House, hvor vi har en trist blå smiley på vores app. Det betyder, at vi tidligere har ledt efter en cache men har måtte opgive. En rigtig cacher kan ikke have den slags siddende på sig, så vi prøver igen, men endnu engang må vi opgive, og vi tror, at det skilt, den har siddet på, er blevet fjernet af vejarbejdere i området.

Cache i et æbletræ

I geocaching-lingo er det en såkaldt ”muggler”, altså en person, som ikke spiller spillet, som uforvarende opdager eller kommer til at fjerne en cache. Heldigvis er der en cache i et æbletræ ved Bruun Rasmussens Auktioner, som hurtigt lader sig finde, inden turen går hjem i ly.
Men allerede på vej over Kalkbrænderihavnsgade melder spørgsmålet sig: Hvornår kan vi komme ud igen og lede efter flere skatte?

 


  • Oprettet den .

 


   NORDHAVN AVIS  
  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2310 Ørestad
FOR ANNONCØRER  ┃   NYHEDSBREV  ┃   E-AVIS  ┃  VELKOMMEN