Det er så vores lille mor...

louise raaschou OKT 2015Alle i såvel familien som skolesystemet har for længst opdaget, at poderne er blevet ældre. Kun jeg har ignoreret det

• Jeg tror, der er noget galt med min realtid. Den tonser hæmningsløst derudad, fuldstændig som var den en isoleret størrelse, der ikke behøver vise hensyn til nogen eller noget. Og da slet ikke til mig, jeg lever jo bare i den. Det mente jeg i hvert fald, at jeg gjorde.

Men så, for ganske nylig, gik det op for mig, at jeg på et tidspunkt må være skredet i svinget: I stedet for at følge den virkelige tids virkelige hastighed er jeg tilsyneladende stoppet op.
Og er blevet hængende i en tidslomme for omkring seks år siden. At jeg kan datere så relativt præcis, skyldes dette års kalendergaver til poderne. For mens mit engagement i projektet er, som det plejer, har deres attitude forandret sig: Jeg er stærkt entusiastisk. Sønner not so much. Jeg er, for eksempel, ret sikker på, at der blev smilet overbærende til mig, da jeg retorisk spurgte drenge, om nissen mon ville lægge gaver i år, og var det ikke bare spændende?
Det var lige før, teen klappede mig på hovedet, mens yngste rent faktisk prøvede, dog uden at kunne nå.

Jeg skal ikke benægte, at det var noget af en voldsom aha-oplevelse for mig. Og da skællene først var faldet fra mine øjne, kunne jeg se masser af eksempler på, at jeg jo nok stadig opfatter mine drenge som adskillige år yngre, end de er. Ret ofte fastslår yngste søn, at han ”altså godt kan selv, mor” mens han lettere irriteret verfer mine hænder væk fra hans jakke, og jeg aner ikke, hvor længe han har haft helt styr på både knapper og lynlåse.

Jeg kan heller ikke gøre rede for tidspunktet, hvor han ikke længere havde brug for, at jeg fulgte ham ind i fritten. Pludselig havde han bare ikke brug for det, ja faktisk blev det italesat meget tydeligt, at han ville foretrække, hvis jeg smuttede uden yderligere kontakt. Helst lidt hurtigt.
Min fortrængningsevne må være af en anden verden, på grænsen til det fanatiske.
Det er jo ikke første gang, jeg oplever den slags forsøg på frigørelse, for teen lavede engang de samme manøvrer. Husker jeg nu. Og forbereder mig på den dag, hvor yngste, i lighed med sin storebror, nødtvungent vil sidde ved siden af mig i bussen og lade som om, jeg er en fremmed. Tillige et mærkeligt, pinligt kvindemenneske, som i hvert fald ikke har noget med ham at gøre.

Heldigvis er ældste aflægger færdig med mor-eksorcisme-fasen, det har jeg, trods alt, lagt mærke til. Det er så gået lidt mere trægt med min opfattelse af, hvor han er nu.
Da jeg en aften fiksede fredagsslik til yngste, skulle teen som så ofte før i ungdomshuset med en af vennerne. Jeg stak som vanligt en take-away slikpose i hånden på ham med en formaning om at ’dele med Rasmus,’ og søn smilede skævt ned til mig:
”Super, mor, jeg plejer også at dele med de andre. De synes, det er ret sjovt, at min mor insisterer på at give mig fredagsslik med…”
Dér stod jeg så, mens jeg kiggede op på min næsten myndige søn og forsøgte at skabe en mental sammenhæng mellem ham og posen med blandet slik. Det lykkedes åbenbart ikke den aften, for indtil dette øjeblik havde jeg fuldstændig glemt hændelsen. Ren og skær mental selvbeskyttelse er jeg overbevist om: Min opfattelse af tingenes tilstand må simpelthen have kollideret alt for hårdt med virkeligheden.

Nu efterlader jeg muligvis indtryk af at være fuldstændig forstyrret. Helt så galt er det - vistnok -ikke. Jeg kender naturligvis den faktuelle alder på mine drenge, ligesom jeg også er klar over, at den ene går i femte klasse og den anden i gymnasiet. Og at de derfor, rationelt og logisk set, umuligt stadig kan være henholdsvis fem og ti år gamle. Det er heller ikke på alle områder, at jeg er stagneret i 2012.
For eksempel braser jeg ikke ud på badeværelset til nogen af dem, og da slet ikke når ældste er i bad. Jeg banker også på hans værelsedør. (Særlig grundigt når kæresten overnatter.)
Men på nogle få punkter har jeg åbenbart mere end almindeligt svært ved at give slip, nemlig på de der vi-plejer områder, man kun sætter i værk for børns skyld. Som kalendergaver. Og fredagsslik. Hvilket jo ret beset er harmløst.

Til gengæld er jeg nu blevet pinligt bevidst om, at jeg må opdatere kælenavnene til mine unger.
Når børn er små og skaldede og endnu ikke har et sprog, må man kalde dem hvad som helst. Det forventes nærmest, og ofte giver kælenavnene kun mening for de nærmeste involverede. (”Egentlig hedder han Maximillian, men vi kalder ham Bob.”) Men jeg bliver simpelthen nødt til at finde på nye navne til sønner.
De har nemlig begge fået en tiltagende aversion mod at blive højlydt kaldt på med navne, der alle er numse og/eller prut relaterede.

Not cool. Not cool, overhovedet.


Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 47 år gammel, har to sønner på 16 og 10 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua, et utal af akvariefisk, samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN