Pastasløjfer, anyone?

Køkkenhylder kan afsløre uerkendte ønsker om en anden personlighed.

louise raaschou OKT 2015• Da en japansk oprydningsbølge fejede hen over nationen fornylig, hoppede jeg frejdigt på. Fordi det er sådan noget tåbeligt noget, jeg gør: Hopper på bølger.
Nu var det så oprydning, men jeg holdt mig dog fra den store version, den med sortering af alle tøjskabe, skuffer og bunker, det skal lige siges. Det kunne jeg slet, slet ikke overskue.
Kastede mig i stedet over det store køkkenskab, hvor alt, der ikke skal på køl, holder til. Det måtte vel også tælle i feng shui regnskabet, for hvis der er noget, der stjæler zen her fra matriklen, så er det at få en pose havregryn i hovedet, når man rækker ud efter bagepapiret.

Det er også et åndssvagt skab. Sådan et højt, smalt et med træk-ud hylder, super smart hvis man udelukkende har opbevaringsdåser i de korrekte mål. Derimod tager designet ikke højde for poser, papæsker eller glas - eller nogen som helst anden form for emballage for den sags skyld. Men også dette skab kunne vel ryddes, især med en af hovedreglerne i baghovedet: Hvor ofte havde jeg brug for tingene og de forskellige ingredienser? I virkeligheden? Yderst sjældent viste det sig.
Efterhånden som hylder blev tømt, gik det op for mig, at indholdet af langt de fleste poser og glas havde meget lidt med min virkelighed at gøre. Det vil sige, den virkelige virkelighed: Den, der rent faktisk bliver levet, (og spist), i modsætning til den anden virkelighed: Den, man har intentioner om, og som jeg åbenbart havde valgt at fylde køkkenskab med.

En af hylderne var dedikeret til det sunde, antioxidant-fyldte liv. Eller noget. Det vidnede den (absurd dyre, huskede jeg) lille dåse med grønt mancha te-pulver om. Sammen med det (ligeså absurd dyre) autentiske bambus piskeris i øvrigt, uden hvilket det ikke, absolut IKKE, kan lade sig gøre at lave en anstændig kop mancha-te, som jeg i sin tid fik at vide i butikken.

Desuden skal man tage vandets temperatur, for kogende vand ødelægger de antioxidanter(?) som er så gavnlige. Når man lægger pris og besvær sammen med det faktum, at mancha smager af blendet græs, var jeg egentlig ikke særlig overrasket over at finde den næsten fyldte dåse.
Ved siden af øjnede jeg dåsen med chiafrø, og don’t mention the war, altså. Efter engang at have drysset det på en skål ymer gik jeg rundt med en milliard små, sorte frø mellem tænderne resten af dagen. Ligesom, når man har spist tebirkes. Bare uden alt det gode og så giver det jo slet ingen mening.

Der var poserne med fine pastasløjfer i festlige farver, fabbricato a Italia, til middagsselskaberne, jeg aldrig holder. Desuden er den slags pastas eneste eksistensberettigelse at ligge fremme og være farvekoordineret med porcelænet. Jeg aner ikke, hvorfor de lå i mit skab (og ikke fremme), er der nogen, der køber dem for rent faktisk at spise dem? Nogensinde?

Måske fik jeg dem engang sammen med nogle af de glas, som også stod på hylden: Gourmet sirup med valnødder og timian, chili-chokolade chutney, røget chipotle (hvad er det? Helt ærligt, hvad?) samt havtornmarmelade med lakrids - alt sammen smagfuldt arrangeret i en kurv, man heller ikke kunne bruge til noget. Til gengæld koster det boksen.
I den forbindelse vil jeg gerne anspore til lidt omtanke, når der skal skaffes værtindegaver: Man kan få pænt meget Marabou og rødvin for de samme penge. Så slipper vi andre også for zen-forstyrrende rod i skabene.

Endelig gemte skabshylder på avanceret konditorudstyr, fordi jeg på et tidspunkt partout også skulle hoppe på en eller anden cupcake bølge. For eksempel indeholdt en pose udelukkende små plastikdimser af delikate blomster, sommerfugle og feer, og dem kunne jeg faktisk huske, at jeg havde brugt engang: Ti minutter gik der med forsøg på at mase plastikdimser ned i betonhårde fondant (sukkermasse til dekoration, ved ikke hvordan), før jeg tabte sutten af raseri og kylede sukkerklump i skraldespanden. Dimserne havde jeg så gemt, jeg har ingen anelse om mine bevæggrunde.
Men på denne den store oprydningsdag røg de ud, og det samme gjorde alle de andre ting, der viste intentioner, som lå meget, meget langt fra virkeligheden. Sammen dannede diverse glas med chipotle og chiafrø billedet af et relativt sundt, velinformeret individ, der gerne kræser for sine gæster og i øvrigt ikke er bleg for at forsyne sammenkomster med kunstfærdige cupcakes bagt fra bunden. Den person har aldrig sat ben på denne her matrikel. Og det ved jeg med sikkerhed, fordi jeg bor her.

Jeg har derfor besluttet mig for at køkkenskab fremover kun skal rumme varer, som giver mening. Eller som rent faktisk bliver spist: Stanniol. Fryseposer. Kaffebønner. Havregryn. Tuc-kiks. Cup-a-noodles. For der er grænser for hvor mange virkeligheder, et menneske kan håndtere. Desuden roder det ad helvede til med flere end en.
Louise Raaschou er uddannet journalist og arbejder som freelancer. Hun er 48 år gammel, har to sønner på 17 og 12 år samt åbenlyse vanskeligheder med voksenrollen. Hun evner ikke at tale girafsprog til sine børn og kan sjældent overskue skolens intranet. Hun har en udpræget mangel på overblik, er elendig til smalltalk og til møder på skolen siger hun ofte det forkerte. Til gengæld bliver hun lidt for besoffen til forældrefesterne. Hun kan ikke lave en ordentlig smoothie og har aldrig postet billeder af friske buketter fra haven eller hjemmelavede brød på facebook. Oven i købet ryger hun. Foruden børnene tæller familien en overvægtig chihuahua samt to hysteriske undulater, og nåh, ja, så er hun alenemor. Noget af tiden. For hun deler drengene med deres fædre. Jeps. Dem er der også to af.

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN