Mavebøjninger med livet som indsats

louise raaschou 2020Prøvede nyt yogahold. Glemte at læse det med småt.

Yoga. Tænk ordet og straks dukker billederne op på nethinden: Blide bevægelser. Rolige omgivelser med pastelfarvet baggrund. Smukke rosenblade lydløst dalende ned. Ingen stress, kun nænsom zen over hele linjen og ingen - absolut ingen - fysisk anstrengelse. 

Det er så ikke hele sandheden, skulle jeg hilse at sige. I hvert fald ikke i min lokale yogabiks, som er begyndt at tilbyde nogle hold, der kan få en til at tude. Det anede jeg naturligvis ikke, da jeg for første gang meldte mig. 

Selv om jeg nok burde have fattet mistanke, da jeg spurgte en af de faste deltagere, en voksen mand, om holdet, og han beskrev det som ”meget lig militærtræning.” 

Men da var det for sent. Jeg var allerede noteret som ankommet i systemet.

Snart lå jeg i salen og prøvede at fokusere på min vejrtrækning, mest fordi jeg kunne mærke, at panikken var på vej. Militærtræning? Satsede på, at det var en overdrivelse. Måske manden havde brug for at retfærdiggøre, at han gik til yoga i stedet for noget heftig crossfit. Så hårdt kunne det umuligt være, jeg befandt mig jo i et yogacenter, og jeg havde yogatøj på. Jeg lå for helvede da på min yogamåtte! Men da instruktøren trådte ind i salen, blev jeg klar over, at tøj og måtte ville blive de eneste yoga relaterede elementer denne eftermiddag. Ikke så meget på grund af det faktum, at det var en mand. Det var mere hans højde på omkring to meter. Og hans bugnende muskler. Og det blonde skæg og halvlange hår. Og tatoveringerne, som dækkede det meste af hans arme. Sjit. Det var en viking. Og i det øjeblik vidste jeg, at crossfitt er for tøser.

”Vi går ikke på kompromis!” gjaldede Solralf og satte os straks i gang med en serie af squats (pinefulde balleøvelser). Jeg fik ikke fat i det præcise antal, han forlangte, uden tvivl absurd mange, men det var også komplet ligegyldigt. For helt utrolig hurtigt gik min gluteus maximus - den store ballemuskel - i kramper. Et lille ’bing’ fra Solralfs ur fortalte, når det var tid til at stoppe en øvelse, men det skulle vi ”bare ignorere og tage ti sekunder mere.” Muligvis var det for at anspore; i stedet blev jeg bare overvældet. Af selvmedlidenhed. 

Noget var gået galt et eller andet sted: Jeg betaler jo min skat, jeg er god mod dyr, og jeg klæder mig varmt på om vinteren. Så hvorfor stod der i dette øjeblik en fra Valhalla og råbte ad mig? Senere fulgte andre, brutale øvelser for mave, lår og arme. Vistnok. Jeg husker det kun i fragmenter, for på det tidspunkt var mit blik sløret, og jeg havde mistet herredømmet over samtlige muskler, der med voldsomme rystelser protesterede over de ekstreme vilkår, de blev udsat for. 

Så jeg gjorde, hvad ethvert fornuftigt menneske ville gøre: Droppede al forstillelse og lod mig falde ned på gulvet. Hvor de misbilligende blikke fra Thors direkte efterkommer ramte mig næsten ligeså hårdt som de fysiske strabadser. Men jeg var ligeglad. Oprindeligt havde jeg kun haft planer om at bibeholde lidt talje, men nu, da det lod til, at min førlighed var på spil, var det et spørgsmål om overlevelse. Med mine allersidste kræfter lykkedes det mig at fake en ’child pose’ (yoga hvilestilling), i håbet om, at det virkede bare en lille smule målrettet. Og dermed ikke var alt for tydeligt, at jeg simpelthen var drattet omkuld, var landet med røven i vejret og ansigtet i måtten og ikke magtede at gøre noget ved det. 

Jeg ved ikke, om Solralf lod sig narre. Men da hans sidste kampråb, (som jeg ignorerede), opfordrede ”alle til at være med”, har jeg naturligvis min tvivl.

 

”No pain, no gain”, siges det, men der må fand’me være grænser. Der gik fire dage, før jeg igen kunne gå normalt. Eller rejse mig fra en stol uden at stønne som en gammel kone. Lige bortset fra mine øreflipper, gjorde alt på mig ondt. Alt. Og sådan har jeg det altså ikke, når jeg har været til almindelig yoga; hvor jeg i øvrigt er særligt begejstret for en specifik instruktør. En rund og mild kvinde, der ikke indgyder angst, men blot beder os om at strække tæer, eller dreje håndled rundt i cirkler. Stille og roligt, i vores eget tempo og i det omfang bindevæv tillader. Og skulle man falde lidt i søvn, er det også helt ok. På det hold er jeg aldrig kommet det mindste tvivl om hvorvidt, jeg ved en fejl er kommet til at melde mig til ironman-træning, den misforståelse er simpelthen ikke mulig. 

Og inden no-pain-typerne kommer for godt i gang: Man skal bestemt ikke undervurdere de fysiske fordele ved den blide yoga. Det kan godt være, at Solralf har nok så mange mavemuskler, hårde som sten, triceps to die for og stamina som en nordisk gud. Men jeg har garanteret mere smidige håndled.

  • Oprettet den .

 


   NORDHAVN AVIS  
  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2310 Ørestad
FOR ANNONCØRER  ┃   NYHEDSBREV  ┃   E-AVIS  ┃  VELKOMMEN