Politiet har fået has på bandeoptræk

sandkaj natSidste år oplevede beboerne i Nordhavn optræk til bandegrupperinger. Men det er der ikke noget af i år. Politiets proaktive strategi har virket, lyder det fra lederen af nærpolitiet.

Hvis der sidste år var nogle unge mænd, som gjorde beboerne i Nordhavn utrygge, har de unge mænd fundet et nyt sted at være. Politiet, som har patruljeret jævnligt denne sommer i Nordhavn, melder, at der ikke er skyggen af bandegrupperinger i år.
”Vi har været proaktive. Blandt andet har vi holdt borgermøde, for at få input til, hvori borgernes utryghed bestod,” siger Rasmus Agerskov Schultz, som er vicepolitiinspektør og leder af nærpolitiet i København.
”Vi har været synligt til stede, både gående, i bil og til vands. Vi har hele tiden en båd i vandet i København, og ind imellem kigger den også forbi Nordhavn,” siger vicepolitiinspektøren.
”Vi har ikke set noget til banderne i år. Sidste år var der optræk til noget, men det fik vi forpurret i sensommeren,” siger han og tilføjer:
”Men vi holder stadig øje med tendenserne.”

Fulde folk råber
Som andre steder i København er det sådan, at de mange mennesker, der samles på en solskinsdag ved vandet, har det givet nogle beboere en følelse af utryghed, men der har faktisk været meget lidt at være utryg over.
”Vi går rundt derude og har selvfølgeligt overblik over, om der skulle være nogen, der handler med stoffer eller urinerer på gaden. Men jeg må sige, vi primært er der af præventive årsager. Vi ser ingen organiseret kriminalitet, men derimod berusede folk, der kommer til at råbe lidt for højt,” siger Rasmus Agerskov Schultz.
”Folk kan godt blive utrygge, når der samles mange mennesker lige uden for deres dør. Men det er et kommunalt anliggende, for det er jo ikke forbudt at tage ophold ved vandet på en varm sommerdag.”

 Din betjent
Københavns Politi har lanceret sitet www.dinbetjent.dk, hvor man altid kan finde et mobilnummer på den betjent, som er ansvarlig for ens område. I Nordhavn er telefonnummeret 30536315.
Nummeret besvares i dagtimerne af en betjent, som er særligt dedikeret til Nordhavn.

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN