København udskyder udledning af spildevand

svanemoelleholm kalkbraenderiloebskajFlere dages voldsom kritik får nu Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) til at udskyde den planlagte udledning af urenset spildevand i Øresund, som ellers skulle begynde mandag og vare fem dage. Udledningen kommer måske til oktober.

Udledningen af de omkring 290.000 kubikmeter urenset kloakvand var ellers godkendt af kommunen, og planlagt til at starte søndag. I første omgang blev udledningen udskudt til mandag, og nu er den helt standset. Den gennemføres måske til oktober i stedet for.

Baggrunden for lukningen er at spildevandsledningen fra Gentofte Kommune til Lynetten Rensningsanlæg på Refshaleøen skulle efterses. ledningen løber under Svanemølleholmen i Nordhavn. Her skal der bygges et stort kontorhus, og det var nødvendigt at teste, om spildevandsrøret kan bære en så stor bygning. Under nedlukningen af spildevandsledningen skal kloakvandet ledes ud i Øresund. Der er afløb fra spildevandssystemet cirka fire kilometer ud for Skovshoved Havn og i Kongedybet ud for Københavns Havn.

Men protester fra Danmarks Naturfredningsforening og mange andre har nu fået Teknik- og Miljøborgmesteren til at trække miljøgodkendelsen til lukningen. Også politikere i Teknik- og Miljøudvalget har protesteret over, at de ikke har kendt til sagen før medieomtalen i den sidste uges tid.

"Det er fuldstændig afgørende, at tiden nu bliver brugt til at finde alternativer. For det bliver aldrig acceptabelt at udlede så massive mængder forurenet spildevand direkte ud i et beskyttet havområde. Heller ikke til efteråret, hvor temperaturen i havet er højere og risikoen for algeopblomstring og iltsvind endnu større," skrover præsident for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding.

Teknik- og forvaltningen arbejder nu på en orientering til Teknik- og Miljøudvalget. Forvaltningen er i dialog med HOFOR, der, efter at have været i dialog med den konkrete bygherre, har tilkendegivet, at det vil være muligt at udskyde projektet til oktober, hvis kommunen kræver det.

”HOFOR har tilkendegivet, at det er muligt at udskyde projektet, hvis Københavns Kommune kræver det. Dermed går arbejdet ikke i gang i morgen. Sideløbende hermed arbejder forvaltningen på en orientering, der også skal svare på, om forvaltningen kan have begået formelle fejl, som nogle eksperter mener kan være tilfældet. Endelig skal orienteringen klarlægge, om der er politiske handlemuligheder for Teknik- og Miljøudvalget i sagen,” siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN