Corona i Italien er årsag til manglende fortove

orienten fortoveOrienten mellem Århusgade, Helsinkigade og Sassnitzgade er blevet taget i brug af lejerne. Men fortovene ligger stadig hen i en elendig forfatning. Entreprenøren er ked af situationen. Men fortovene kan ikke genetableres før de sidste facedebeklædninger ankommer fra Italien, og det trækker ud på grund af Coronasituationen.

Kun i langsomt tempo foregår nogle af de sidste beklædningsarbejder af ydervæggene på det store boligkompleks i Århusgadekvarteret. Coronakrisen har forsinket arbejdet, fordi faceadebeklædningerne skal hentes hjem fra Italien, og leveringen er forsinket på grund af Corona.

Samtidig er fortovene, som bygherren Domea København og entreprenøren JCN Bolig har fået lov at låne af Københavns Kommune og Grundejerforeningen Århusgadekvarteret under selve byggeriet,  stadig afspærrede og ubrugelige. 

Det gælder både fortovene i Århusgade, Helsinkigade og Sassnitzgade. Strædet mellem de to bygninger i Orienten tilhører  By & Havn.

"Hvis udbedringen af de mange skader på fortovene fortsætter i det tempo, vi ser nu, vil jeg skønne, at vi har anstændige fortove i sommeren 2023. De sidste par måneder er der blevet gjort meget lidt ved fortovene. Det er en helt urimelig behandling af de mange Nordhavnsbeboere, som nu har set på byggepladsen i et par år," siger Richard Sandmand, som er beboer i kvarteret.

orienten fortove L1010895Rigtig ærgerlig situation
Byggeriet af Orienten blev i 2019 forsinket, da entreprenøren gik konkurs. JCN Bolig overtog færdiggørelsen af ejendommene. Der var indflytningsfest for de første beboere i februar i år. Kort tid efter åbnede en cykelbutik i et af buikslejemålene, men de øvrige butikker står tomme. Hos JCN BOlig siger Salgs- og udviklingsdirektør Lars P. Adamsen, at både bygherre og entreprenør meget gerne vil i gang med at færdiggøre fortovsarealerne.

"Vi forstår  godt, hvis beboerne undrer sig over at det trækker ud. Forsinkelsen med færdiggørelsen skyldes manglende facadeplader fra Italien, der pga. Corona er forsinket i produktionen, og endnu ikke leveret. Facadeafslutning mod soklen kan derfor ikke gøres færdig, hvilket dermed forsinker opstarten af sokkelrender langs facaden og det tilhørende fortovsareal," forklarer han.

Lars P. Adamsen kan desværre ikke sige noget om, hvornår fortovene bliver genetableret.

"Det er en rigtig ærgerlig situation, da vi meget gerne vil gøre arbejdet færdigt og få ryddet pænt op omkring byggeriet. Vi arbejder på sagen og er løbende i dialog med leverandøren fra Italien, men tør ikke sige noget konkret om tidsplanen lige nu".

NYHEDSBREV

Bestil nyhedsbrev her, og få et hurtigt overblik over seneste nyheder. Vi udsender det et par gange om måneden.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN