CIS ramt af tagbrand

cis brand aug 2020Der var heldigvis ingen elever på den internationale skole på Levantkaj, da der tidligt torsdag morgen var brand. 

Torsdag 6. august klokken 04.19 fik brandvæsnet et opkald via 112 om, at Copenhagen International School var i brand, og derfor mødte brandvæsnet talstærkt op.

"Det var en standardudrykning på seks køretøjer og 17 mand, som vi altid rykker ud, når vi får melding om brand i en bygning," siger Michael Jonsen, som er operationschef i Hovedstadens Beredskab.

"Vi fik slukket branden med to slanger, og så var vi meget opmærksomme på skolens solcelleanlæg, for det skal man altid være i den slags situationer," siger han.

"Derefter ventilerede vi lokalerne og overleverede stedet til skadesservice," siger operationschefen.

Skolen oplyser, at det var brandvarslingen, der opfangede røgen samt en forbipasserende, der så det.

"En forbipasserende – jeg ved ikke hvem – ringede efter brandvæsnet," oplyser skoleleder Sandy Mackenzie til Nordhavn Avis. 

"Vi er ved at undersøge årsagen til branden, men vi tror, det er en elektrisk kortslutning. Heldigvis er der kun sket skade uden på taget og ikke på nogen af lokalerne siger skolelederen," som ser frem til at modtage sit personale på skolen fredag samt alle eleverne på onsdag. 

Branden kommer ikke til at have nogen indflydelse på hverken undervisning eller skolestart. Politiet undersøger nu nærmere, hvad der var årsag til branden. 

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN