Lynetteholm løser tre af Københavns største udfordringer

christopher roehl andersen 2020København er mange gange i historien blevet udvidet ud i havet med nye, kunstige øer, når pladsen er blevet for trang. Ideen om at anlægge den nye ø Lynetteholm kommer derfor i en naturlig forlængelse af Københavns historie. Nu er tiden igen inde til, at byen skal udvikles og rustes til de fremtidige behov. 

På Rådhuset har vi netop aftalt et forhandlingsmandat for Overborgmesteren, når han skal forhandle videre med staten om at anlægge Lynetteholm. Vi er glade for det mandat, vi nu giver Overborgmesteren med til forhandlingerne. Det sikrer nemlig grønne løsninger, der tilpasser Københavns infrastruktur til fremtidens behov. 

Når Lynetteholm er anlagt, vil den bidrage til at løse tre af byens store udfordringer. For det første vil de tusindvis af nye boliger modvirke de store prisstigninger på lejligheder, så København fortsat kan være en blandet by. For det andet virker øen som stormflodssikring af havneløbet, som vi alligevel ville skulle lave for at fremtidssikre byen mod klimaforandringerne. Og for det tredje vil den Østlige Ringvej og nye metrostationer, som udgør infrastrukturen til Lynetteholm, være et godt bidrag til at løse op for trafikpropperne andre steder i byen. 

Men når vi fremtidssikrer byen, skal det gøres miljørigtigt og på en måde, så København bliver ved at være en grøn by at bo i. Derfor glæder vi os over, at der på Lynetteholmen kommer et nyt, stort grønt område, som er større end Fælledparken. Og at der kommer fokus på at etablere den nye bydel så klimavenligt som muligt, både i anlægsprocessen og i bygningernes materialer. 

Vi går også efter at få etableret den grønneste og mindst generende version af den Østlige Ringvej, nemlig den der føres i undersøisk tunnel langs Amagers kyst. Sammen med mere metro, som formentlig vil betjene både Rigshospitalet, Nørrebro og Amager, giver det gode forudsætninger for at mindske biltrafikken i resten af byen. Og det er den rigtige vej at gå – at flytte trafikken under jorden i metro og tunnel og give plads til byliv i byen. Vi har længe foreslået at bruge samme metode til trafikken på H.C. Andersens Boulevard. Hvis vi graver vejbanen under jorden i tunnel, vil vi kunne have store grønne områder fremfor en sekssporet vej tværs igennem byen. Og i år har vi endelig fået sat penge af til de første undersøgelser af projektet. Hvis det kan lykkes, vil det sammen med Østlig Ringvej og metroudvidelsen styrke byens infrastruktur og ruste København godt til fortsat at være en by i den grønne verdensklasse. 

 

 

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN