Mikkel Mink en død. Var det ham, som åd svanernes æg?

 mink naturstyrelsenTirsdag i denne uge gik minken på Sandkaj i en fælde, og blev aflivet. En lokal jæger og nordhavnsbeboer tog sig af opgaven.  For myndighederne tager sig ikke af vilde mink, selv om det er en invasiv art, som trives især i havneområder.

I tirsdags 13. oktober gik minken på Sandkaj i en fælde, og derefter blev dyret aflivet. Minken er i flere uger blevet set og filmet både ud for Harbour Park, ved båderampen og ved Gittervej. Jes Bjerregaard fra Nordhavn tog sagen i egen hånd i tirsdags.

"Jeg har idag fanget en mink ved de store sten på Sandkaj. Den er aflivet. Sig til hvis/når I ser flere, så kan jeg sætte fælden op igen," skrev han tirsdag på facebookgruppen 'Alle os i 2150' hvor der har været debat for og imod minken.

"Der er mink i havnen fordi de tar rotter....så lad i bare dem være i fred," skrev en anden beboer for eksempel. 

Ifølge Naturstyrelsens officielle informationer om mink,  sker det at mink udsættes ulovligt i havneområder for at nedkæmpe rotter. Men det virker som regel ikke. Selv om minken tager nogle af dem, er rotten ikke det letteste bytte. Minken foretrækker fisk, fugle, skaldyr og andre mindre pattedyr. Og den er en meget dygtig og næsten altædende dræber, der bl.a. svømmer ud og tømmer reder for æg og fugleunger. (FOTO: Naturstyrelsen).

Frivillige skal fange dem

Myndighederne er ikke behjælpelige med indfangning af mink. Men Naturstyrelsen understøtter private frivillige, der gerne vil gøre noget for naturen ved at udlåne minkfælde som man så selv får ansvaret for at tilse. Man behøver ikke at have jagttegn, for at blive minkfanger. Når minken er gået i fælden, kan Naturstyrelsen skabe kontakt til en jæger, som kan aflive den.

 Tog den svaneæggene?

De fleste beboere, som har drøftet minksagen på facebook 'Alle os i 2150', er enige om at mink i Nordhavn bør aflives. 

Else Togo er en af dem. For det er måske minken, som har ædt svaneparrets æg, og derfor har der ikke været svaneunger i år. 

"Mange tak for din indsats og professionelle information," skriver hun i en tak til Jes Bjerregaard. Og hun fortsætter:

"Måske den (minken, red.) er årsag til, at vores svanepar ikke fik ællinger i år. Jeg så den hoppe rundt inde ved svanereden."

Men er Nordhavn så fri for mink nu? Måske ikke. Der er også observeret mink på Sundmolen...

FAKTA
Det er ikke tilladt at udsætte mink i naturen, men det er alligevel sket, og mange af dem trives nu så fint, at de har etableret vildtlevende bestande. Minken ligger nr. 1 på Naturstyrelsens top-10 liste over uønskede vilde dyr i Danmark. Dyrene er en væsentlig trussel mod mange arter af ynglende fugle og små pattedyr. Minken jager rugende fugle væk og æder æggene og ungerne.  I mange havne er mink bevidst blevet sat ud som led i rottebekæmpelse. Der er dog ikke noget der tyder på, at rottebestanden er blevet mindsket. Minken kan til gengæld volde megen skade i en havn. Mange fiskere har haft uanmeldt besøg af mink. Fra havnene kan mink sprede sig til sårbare naturområder, hvor de kan gøre stor skade. (Kilde: Naturstyrelsen)

Bliv klog på svaner – inden der snart kommer flere

NYHEDSBREV

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN