Dispensation til Kronløbsøen - men uden taghuse

kronloebsoen nabohoering trappehuseKronløbsøen får dispensationer - men ikke til de afgørende taghuse, som ville øge højden på byggeriet. Teknik- og Miljøudvalget vendte tommelen nedad.

Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommue skulle 25. januar tage stilling til en række dispensationer til lokalplanen for Kronløbsøen, det 25.000 kvm. store boligbyggeri mellem Fortkaj og Sundmolen. Bygherren - Kronløbsøen projekt P/S - ville bl.a. gerne have lov til  øge højden på byggeriet med taghuse.  Taghusene ville blive trukket 3 m tilbage fra facaden og have en højde på ca. 23,2 m over terræn. Det vil sige 1-1,5 m højere end byggerierne nord og syd for Kronløbsøen. Nabobyggerierne langs Fortkaj og Sundmolen har alle tilbagetrukne taghuse - de fleste med indvendige opholdsrum.

47 høringssvar
Dispensationsansøgningen har været i naboorientering fra 13. oktober til 9. november 2020. Der kom 47 høringssvar, og mange af dem kom fra naboer, som var imod at  byggeriet skulle gøres højere. Men Teknik- og Miljøforvaltningen indstillede til politikerne, at ansøgningen burde godkendes. Forvaltningen vurderer, at det samlede projekt lever op til lokalplanens intention om, at Kronløbsøen skal have en "særlig arkitektonisk identitet". 

'Vi begik fejl'
Forvaltningen mener desuden, at det vindende projekt i arkitektkonkurrencen netop var udformet 'med udkragede byrum mod øst og vest og med taghuse af samme omfang som nu ansøgt'. 
Men i den efterfølgende kvalificering "fejlfortolkede forvaltningen højdebestemmelsen i lokalplanen og blev først sent i processen opmærksom på, at taghuse ville kræve dispensation fra lokalplanen". 
Derfor mente forvaltningen er det ville være fair at give dispensationen. Men det var udvalget uenig i. Med samtlige partier for, blev ansøgningen om taghaver afvist.

Ja tak til nye byrum
Bygherren ønskede også at etablere tre offentligt tilgængelige byrum.  Mod øst et byrum med en terrasseret afsats, der trinvist trapper op og går udover kanten af øen og fungerer som udsigtspunkt mod Øresund. Mod vest et byrum med en terrasseret afsats som giver adgang til vandet. På midten af øen ønskes et større landskabeligt grønt byrum med mere læ.

De tre byrum vil kræve dispensation fra lokalplanen, da de medfører en overskridelse af øens maks. størrelse på 9.500 kvm. med ca. 217 kvm. Desuden mindskes afstanden til Stubkaj fra 45 meter til 41,2 meter. Udvalget gav enstemmmigt tilladelse til dette. 

Bygherren har også fået lov til at flytte ca. 60 procent af arealet fra de to byrum ud til vandet til byrummet i midten af karréen. Men samlet set etableres over 10 procent flere ubefæstede arealer end krævet. Ændringen skal gøre det muligt at etablere færdsels-, brandveje, cykelparkering og opholdsmuligheder. 

Mindre plads til Christianiacyklerne
Endelig fik bygherren også lov til at ændre parkeringsnormen for pladskrævende cykler fra 5 pladser pr. 1.000 etagemeter bolig til 2 pladser pr. 1000 etagemeter. Dette vil svare til ca. 50 pladskrævende cykler, og de vil fylde ca. 160 kvm. plus manøvreplads. Dispensationen blev vedtaget, dog anførtre Enhedslisten, at  parkering til pladskrævende cykler i virkeligheden burde placeres ip-kælderen,  så det ikke tager pladsen fra det grønne gårdrum.’

Smallere bro - og flytning af broer
Kronløbsøen skal forbindes til Århusgadekvarteret med en bro, ved Dunkerquegade, der også fungerer som adgangsvej for brand- og renovationskøretøjer. Bygherre vil gerne mindske bredden på broen fra 10 meter til 7,6 meter. 

Mod nord skal der etableres to stibroer til Sundmolen. Bygherre vil gerne flytte broernehenholdsvis 7 m og 13,5 m længere mod øst, så de tilpasses placeringen af bygningerne på Kronløbsøen. Det vil nemlig lede den gående trafik udenom bygningerne, i stedet for igennem dem.

Også dette gav udvalget lov til. 

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK