Filmelskere kan se frem til filmoplevelser på taget af Cinemateket

Københavns filmelskere kan snart glæde sig til, at de i nær fremtid vil kunne se film på taget af Cinemateket. Det er så dejligt at opleve, at der er kulturaktører, som her Egmont og Det Danske Filminstitut, som satser på at ekspandere og udvikle muligheden for kulturoplevelser; især i denne svære Corona-tid, hvor hele oplevelsesøkonomien i hovedstaden mildest talt bløder, og hvor kulturen har rigtig svære betingelser og netop har brug for de ildsjæle, der har mulighed, midler og visioner for at give vores kulturliv et tiltrængt rygstød lige nu. 

Derfor støtter jeg selvfølgelig projektet, der har som ambition at udnytte den spektakulære udsigt over Kongens Have og Rosenborg Slot og skabe et markant udendørs filmkulturelt samlingspunkt, hvor gæsterne kan få både seriøse og underholdende filmoplevelser, der passer til stedets rammer og stemning.

Det er vores rolle som politikere at gøre det gnidningsfrit og ikke unødvendigt bureaukratisk, når aktører med gennemarbejdede og gode visioner og planlægning ønsker at hjælpe vores trængte kulturliv lige nu. Derfor håber jeg også, at Teknik- og Miljøforvaltningen, med Enhedslistens borgmester Ninna Hedeager for bordenden, snart giver grønt lys til projektet, så en åbning ikke igen skal udsættes yderligere pga. for lang og dårlig sagsbehandlingstid, som nu har varet mange måneder. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, og det er ikke godt nok, for det er tvingende nødvendigt, at vi så hurtigt som muligt igen får gang i de oplevelsesøkonomiske tandhjul.

Jeg ser frem til, at Cinemateket snart får mulighed for at realisere deres planer til glæde for kulturlivet i København.

 



   NORDHAVN AVIS  

  Mail: kontakt(at)nordhavn-avis.dk┃Telefon: 31 15 30 40 ┃CVR 29253315 ┃c/o Bydelsaviserne, Arne Jacobsens Allé 15, DK 2300 S.

FOR ANNONCØRER     NYHEDSBREV     E-AVIS    VELKOMMEN