Åbent Hus hos By & Havn på Kulturnat

toldboden 7 kulturnatBy & Havn inviterer igen københavnerne inden for i hovedkontoret på Nordre Toldbod 7 under Kulturnatten 15. oktober.

Den gamle toldbygning er netop færdig med en omfattende, men nænsom, restaurering, hvor Nationalmuseet bl.a. har medvirket. Museet har genoplivet en del af den oprindelige arkitektur.

Vilhelm Dahlerup - hvis arkitektur vi særligt kender fra Det Kongelige Teater, Søpavillonen og Tivoli - tegnede i 1868 sammen med Frederik Bøttger de to nederste etager af bygningen på Nordre Toldbod 7. De to næste etager blev bygget ovenpå i 1938-1939 med Einar Madvig som arkitekt. Til Kulturnatten kan man opleve den genfundne arkitektur og deltage i guidede ture med Nationalmuseet og Rønnow Arkitekter, som vil give et indblik i arkitekturhistorien og arbejdet med restaureringen.

De guidede ture starter kl. 18:30 og forløber derefter hver time frem til kl. 22:30. Turene varer ca. 40 min. Da der er begrænset plads, er der kun plads til 20 personer på hver tur. Tilmelding foregår på stedet efter først-til-mølle princippet.

Havnebygmesterens studiesamling
By & Havn har også en skattekiste af historiske dokumenter, bøger, billeder og genstande, som dokumenterer havnens udvikling gennem flere hundrede år. Arkivet rummer både de projekter, som er blevet realiseret og de projekter, som aldrig blev til noget. For tiden er By & Havn ved at indrette udstillingen 'Havnebygmesterens Studiesamling'. Her kan man på Kulturnatten se historiske film fra havnen og møde udstillingsarkitekterne fra JAC Studios.

Byudvikling i dag
I By & Havns træbeklædte mødesal kan man lære om byudviklingsprojekterne i Københavns nye udviklingsområder. Og møde repræsentanter fra By & Havns direktion og en række medarbejdere, der står klar til en snak om hvordan man bygger en bæredygtig by. 

Dronningepavilloner
Udenfor vil kunstnerne fra Optika kaster enorme lysprojektioner op på den gamle toldbod-bygning og farvelægge omgivelserne med lyskunst. De to dronningepavillonern er åbne hele efterårsferien. Pavillonerne er siden 1905 blevet brugt af hoffet som en royal ventesal bl.a. til modtagelse af udenlandske gæster, der ankom med skib. I den ene pavillon vil der være en historisk udstilling om pavillonerne og i den anden pavillon kan man få indblik i, hvordan By & Havn griber udviklingen af Københavns rekreative havn an.

By & Havn, Nordre Toldbod 7, 1259 København K - Kulturnat fredag den 15. oktober 2021 klokken 18.00-23.59.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK