Bruun Rasmussen forlader Nordhavn

bruun rasmussen akutioner nordhavnBruun Rasmussen Kunstauktioner lukker til næste år sin afdeling i Nordhavn og flytter til Lyngby.

Byggepladser, tunnelbyggeri og vejomlægninger præger i høj grad Sundkrogsgade og Trælastholmen, og snart skal der også bygges boliger i området ud til Skudehavnsbassinet. Blandt andet ved Sundkrogsgade 30, hvor Bruun Rasmussen Auktioner i dag har en stor afdeling. Så nu forlader auktionshuset Nordhavn.

”Vi har i mange år vidst, at vi skulle fraflytte vores lokaler i Nordhavn som følge af en kommunal byfornyelsesplan for området. Desuden har væksten i vores salg de senere år betydet, at vi er flere medarbejdere og med flere kunstgenstande på hylderne. Derfor har vi brug for et nyt sted,” skriver administrerende direktør hos Bruun Rasmussen, Jakob Dupont, i en mail til herværende avis.

Udflytningen har været undervejs i et stykke tid. Sidste år flyttede virksomheden f.eks. samtlige genstande fra deres lager på Baltikavej 10 til et nyt lager i Glostrup. Og fra næste år samler virksomheden så resten af sine Nordhavn-aktiviteter i et nyt hovedsæde på 8.000 kvadratmeter på Nørgaardsvej i Lyngby. Her vil der både være eftersyn og auktion indenfor alle forretningsområder. Lokalet i Bredgade og lageret i Glostrup beholder man.

I dag skal auktionshusets kunderne ét sted hen, hvis de er interesserede i vin og bøger, og et andet, hvis de vil se på kunst og design. Men fra september næste år kan kunderne både indlevere, opleve og byde på kunst, design, antikviteter og alle øvrige samlerområder det samme sted i Lyngby.

Bruun Rasmussen har i snart 75 år solgt kunst, design, antikviteter, smykker, armbåndsure og samlerobjekter.I dag afholder Bruun Rasmussen tre typer auktioner – traditionelle i auktionssalen og to onlinebaserede auktioner med genstande i et mere tilgængeligt prisleje. I dag beskæftiger auktionshuset omkring 140 medarbejdere, har flere end 800.000 besøgende på hjemmesiden om måneden og sælger flere end 75.000 genstande om året.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK