Badning tilladt i hele havnen - undtagen der, hvor det er forbudt

badegaester marmormoleFlertal i Borgerrepræsentationen vil tillade badning i hele Københavns Havn - undtagen de steder, hvor det skal være forbudt.

I dag er det ulovligt at bade i havnen - undtagen de steder, hvor det er tilladt. men et flertal i Borgerrepræsentationen har 1. december vedtaget at undersøge, om det er muligt at tillade badning i hele havnen, og så nøjes med forbud de steder, hvor det kan være farligt at bade.

Det er i år 20 år siden, at. det første havnebad på Islands Brygge åbnede. Siden er havnebade og badezoner skudt op mange steder i havnen. Men der er stadig ikke altid plads nok til alle de københavnere, der gerne vil bade i havnen.

Derfor har Enhedslisten, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og SF ønsket at at vende logikken for badning i havnen på hovedet. I stedet for at indrette begrænsende zoner, hvor man må bade, så skal udgangspunktet være, at man må bade i hele havnen, med mindre andet er anvist.

"Vi skal selvfølgelig indrettet havnen, så de badende, havnebusser, kajakker, kanalrundfarter og sejlbåde ikke kommer i karambolage med hinanden – men indretningen skal være på flertallets præmisser," stod der i et forslag fra de fem partier, som i torsdags 1. .december blev vedtaget i Borgerrepræsentationen.

Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen er nu blevet pålagt at undersøge, hvad der skal til for at det kan gøres lovligt at bade i (næsten) hele havnen, samt hvordan havnen kan indrettes, så det er trygt for både badende og sejlende at færdes i vandet.

Forvaltningerne skal inddrage Københavns Politi, By & Havn og havnens brugere, herunder operatører af havnebusser og kanalrundfarter i arbejdet. Undersøgelsen skal pege på konkrete løsningsforslag, herunder udpegning og afmærkning af badning-forbudt-zoner, opstilling af sikkerhedsforanstaltninger mv., der kan igangsættes med Budget 2024. 

Medlemsforslag om badning i hele havnen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

 

badezoner, havneliv

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK