Tunnelfabrikken skal være bilfrit område

tunnelfabrikken lokplan 4Lokalplanen for kultur- og eventområdet Tunnelfabrikken i Nordhavn blev vedtaget 11. januar med en vigtig ændring i sidste øjeblik. Der må ikke komme biler ind og ud af området.

Da den omfattende lokalplan for det 80.000 kvm. store projekt skulle til afstemning i Teknik- og Miljøudvalget, blev der stillet ændringsforsalg fra de fem partier Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Partierne ville stemme for lokalplanen, "dog således at området etableres som bilfrit område og der kun etableres parkeringspladser til afsætning, handicapparkering m.v.".  Ændringsforslaget blev vedtaget med 6 stemmer mod 5,

De konservative raser imod ændringen, og endte da også med at stemme imod hele lokalplanen af samme grund:
"Hvis området gøres helt eller delvist bilfrit stort set uden parkeringsmuligheder frygter vi, at de forventede 4.500 forventede gæster blot vil belaste de omliggende naboområder med parkering, så det bliver endnu sværere for beboerne i naboområder at finde ledige parkeringspladser. Vi ønsker ikke at medvirke til denne gøgeunge-effekt, hvor beboerne i Nordhavn risikerer, at der ikke er nok parkeringspladser til dem,” anførte partiet i en protokolbemærkning til afstemningen. Socialdemokratiet var også imod en bilfri Tunnelfabrik:
"Vi kan ikke stemme for forslaget om bilfrihed, før vi har fået endeligt afklaret, hvordan adgang til området bliver," mener partiet.

Forvaltningen havde beskrevet den bilfri løsning i lokalplanmaterialet. I første omgang vil parkeringkunne ske på områdets eksisterende, lovlige terrænparkering. Men senere kan bygherren og grundejeren (By & Havn) nedlægge p-pladserne, uden at der vil blive etableret erstatningspladser. By & Havn har oplyst, at så længe der ikke er metrostationer i området, bør lokalplanområdet indeholde det antal p-pladser, som der er behov for til de kulturelle faciliteter, koncertsalen, restaurationer, butikker, værksteder med mere. Der er i dag 1,4 kilometer fra tunnelfabrikken til nærmeste metrostation ved Orientkaj. 

Den samlede lokalplan endte med at blive vedtaget med 10 stemmer mod 1 i udvalget. Nu skal den videre til afstemning i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

80.000 kvadratmeter kultur og ungdomsboliger
Planen for Tunnelfabrikken er fremlagt af By & Havn, NREP og Union Kul og omfatter ombygning og nybyggeri af Tunnelfabrikken og arealerne rundt om ved Oceanvej og Nordsøvej i Ydre Nordhavn. Her skal der i fremtiden være 80.100 kvadratmeter serviceerhverv, private kollegieboliger, almene ungdomsboliger og kulturfunktioner . Heraf placeres ca. 68.000 kvm. i Tunnelfabrikken, resten er nybyggeri. I Tunnelfabrikken skal der være arbejdende værksteder og kulturaktiviteter, herunder koncerter, kreative erhverv og restauranter.

Desuden bygges 13.300 kvm. private kollegieboliger øverst oppe i Tunnelfabrikken og 4.500 kvm. nybyggede almene ungdomsboliger nord for Tunnelfabrikken. Ungdomsboligerne i og udenfor Tunnelfabrikken vil blive integreret ved hjælp af fælles friarealer på pladsen nord og vest for Tunnelfabrikken bl.a. med sports-og motionsfaciliter. Bygherrerne har oplyst, at der arbejdes med at boligerne får fælles funktioner i form af fælleslokaler, affaldssortering, cykelværksted, vaskeri m.v.Airtrix Klatre & Trampolinpark i lagerbygningen vest for Tunnelfabrikken kan blive liggende.
Den grønne cykelrute 'Det Grønne Loop' forlænges ud til Tunnelfabrikken over Trælastholmen og via Skudehavnens nordkaj. Tunnelparken - et parkområde syd for Tunnelfabrikken - skal på sigt være en del af et grønt område, som skal løbe gennem Ydre Nordhavn fra den planlagte naturpark til Svanemøllehavnen. Placeringen af de nye metrostationer Levantkaj og Krydstogtkaj er ikke endeligt besluttet og forventes tidligst anlagt i 2030.

Illustrationen øverst viser området omkring Tunnelfabrikken set fra øst mod vest. Midt for ses Fabrikspladsen, til højre ses Fabrikshusene, som er almene ungdomsboliger. De viste karréer i forgrunden er ikke omfattet af lokalplanen, men er et eksempel. på, hvordan der vil kunne bygges/planlægges i overensstemmelse med Strukturplanen. Illustration: SLA og Arcgency.

tunnelfabrikken lokplan 2Illustrationen viser Strukturplanen for Nordhavn med det aktuelle lokalplanområde for Tunnelfabrikken markeret med rød ramme. Syd og øst for Tunnelfabrikken ses et sammenhængende grønt bånd, der er planlagt til at strække sig fra Krydstogtsterminalen til Svanemøllebugten. De omkringliggende områder er ikke lokalplanlagt. De viste farver i de ikke lokalplanlagte områder er derfor foreløbige eksempler på, hvordan bystrukturer (med gråt) og grønne områder kan placeres i overensstemmelse med Strukturplanen for Nordhavn. Illustration: Cobe, Sleth og Sangberg.

 

 

 

tunnelfabrikken lokplan 3Visualisering, der viser Tunnelfabrikken og et eksempel på byudvikling i overensstemmelse med Strukturplanen. De viste bebyggelser i de ikke lokalplanlagte områder er foreløbige eksempler på, hvordan bystrukturer og grønne områder kan placeres i overensstemmelse med Strukturplanen for Nordhavn. Bogstaverne ved bygningerne i lokalplanområdet henviser til de enkelte byggerier i lokalplanbestemmelserne. Illustration: SLA og Arcgency.

 


 

trafik, byggeri, parkering, kultur, tunnelfabrikken

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK