Finansiering til nyt teknisk museum på Svanemølle­værket

  • Redaktionen
  • Kultur

dtm 4 0 hubEt nyt Danmarks Tekniske Museum på Svanemølleværket er kommet et skridt nærmere. Projektet er nu på finansloven, og flere fonde vil også deltage i finansieringen.

Projektet kom på finansloven i december 2021, da et bredt flertal af partier på Christiansborg blev enige om at støtte DTM 4.0 med fem mio. kroner årligt over de næste fire år. DTM 4.0 er den fond, der arbejder på et nyt og bedre teknisk museum på Svanemølleværket i Nordhavn. Beløbet skal bl.a. gå til udskrivelsen af en arkitektkonkurrence.

Samtidig er politikerne på Københavns Rådhus blevet enige om at give tilsagn om at støtte driften af det nye museum med to mio. kr. årligt, når dørene på det ombyggede Svanemølleværket forhåbentlig åbner om cirka fire år. Det samlede budget for den nye udgave af Danmarks Tekniske Museum lyder på 850 mio. kroner. så der er også brug for penge fra store fonde mv.

"850 mio. kroner er mange penge, men foreløbig er vi i god dialog og har fået nogle ret gode tilbagemeldinger. Så det tegner lyst," siger Lars Liebst — tidligere direktør i Tivoli og nuværende formand for DTM 4.0 — til Berlingske.

dtm museum kedelbygningDanmarks Tekniske Museum ligger i dag i en gammel fabriksbygning i et industrikvarter i udkanten af Helsingør. Der har i flere år været planer om at skabe et dansk, internationalt teknisk museum i nye rammer. DTM 4.0 vil gerne bygge museet i den del af Svanemølleværket, der er kendt som Kedelbygningen. Her er der 35-40 meter til loftret og 8.900 kvm. til rådighed.

Den lavere del af Svanemølleværket - Maskinbygningen« og Højspændingsbygningen - kan blive til et center for teknologi og bæredygtighed. Der er i hvert fald planer om at skabe en  innovationshub for grøn omstilling i disse bygninger.

Svanemølleværket blev opført i årene efter Anden Verdenskrig og stod klar i 1953. Fra midten af 1980'erne blev kul skiftet ud med naturgas som brændsel. Svanemølleværket har i dag et såkaldt spidsbelastningsanlæg, som startes op når der er brug for ekstra varme på fjernvarmenettet. Ørsted, som ejer anlægget, vil i løbet af i år flytte sit anlæg til en ny placering ved Svanemøllehavnen, og så kan ombygningen af kraftvarmeværket gå i gang.

DTM 4.0 forventer at det nye tekniske museum kan få 300.000 årlige gæster. 

 

svanemølleværket, danmarks tekniske museum

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK