Vær velkommen Nordhavnsjanuar og Nordhavnsår!

  • Louise Sihm Knudsen, præst i Hans Egedes kirke og Nordhavn
  • Kultur

louise sihm knudsen halvtotalEt nyt år har taget sin begyndelse: Vær velkommen Herrens år! Hvad vil det mon bringe? På den store scene og den lille…

Ingen kan spå – særligt ikke om fremtiden, men forventninger om 2023 kan vi have. Mange og store. Drømme og ønsker kan danse tango eller flyve himmelhøjt.

De kan være med til at holde modet og håbet oppe, når virkeligheden ind imellem rammer, – og det vil den gøre – før eller siden - og skubbe os omkuld, - hvad enten det er med sin kolde istaphånd eller sit varme kærlighedsknus. 

Vi er ikke herre over livet – eller for den sags skyld døden. Skæbnen og livets virkelighed er vi alle underkastet, uanset hvem vi er, og hvor vi bor. Har vi kristendommen med som bagage, da favnes de, der tror på dén Herre, så oven i købet af hans velsignede kærlighed. Så: Vær velkommen Herrens år! 

Velkommen til: Måneder, uger, dage, timer  - øjeblikke: Nye øjeblikke vi alle møder fuldstændig uforberedte op til. At være menneske er nemlig også at træde ind i dagen og vejen - og livet, helt som de er, med alt hvad de byder på; Af sorger og glæder. I januarklummen med udsigt til kulde og vinter – måske hvidt i hvidt -  vil jeg et kort øjeblik se ind i den lyse krystalkugle og fange særligt Nordhavnsglæderne med et vær velkommen! 

Og nogle af glæderne er synlige; Allerede. Andre ligger som små fine forårsbebuder lige under mulden - på vej op i lyset. Udenfor mit vindue på Fortkaj  - med udsigt til Kronløbsøen - er husene og bedene således for alvor ved at tage form. Og skyde op.  Tankevækkende – og dog uden sammenligning - for det fortælles, at Vor Herre skabte himlen og jorden på syv dage; Men det tog ikke gartnerne på øen mere end 3 dage at plante plateauet med de 5 kæmpe ukurante urtepottebede til - og sætte store meterhøje nåletræer ned i. Og lægge grønt bunddække.

Jo, - Paradismyten fik pludselig ben at gå på; Hvorvidt det så er livets træ, der står derovre - må tiden vise… Det pynter dog alt sammen; Giver perspektiv og farveforandring. 

Næste step bliver, at vandet sluses ind,  - at Danmarks 432. ø dukker frem af disen; Jeg håber vitterligt, det bliver dette Herrens år! Et nyt hotel nær øen er også åbnet; Nu kan man gå eller løbe langs dets facade og dermed skyde en lille genvej til Sundkaj, – hvor der inden længe vil blive åbnet for et grønt loop. Dejligt med gode grønne og rolige passager – og smutveje, som binder Nordhavnen sammen. Binder himmel og vand. Og binder himmel og jord.

Tematisk selvsamme forbindelse som Danmarks første tiny church skal vokse ud af. Arkitektkonkurrencen er stadig åben – for alle interesserede; Der er deadline den 17. januar. Når bedømmelseskomiteen har udpeget en vinder, vil projektet blive offentliggjort den 7. marts. På Kirkefondets og Hans Egedes kirkes hjemmeside kan nysgerrige og kreative sjæle læse om flere detaljer for projektet. 

Der er kort fortalt tale om en midlertidig flytbar kirke, som skal passe ind i de lokale omgivelser i Fiskerihavnens klondikeagtige atmosfære. Samtidig skal den opfylde kriterierne om at være bæredygtig, lille, imødekommende og være økonomisk forsvarligt bygget. Kristendommens værdigrundlag skal også gerne kunne afkodes i dens arkitektur. Så jeg siger bare : Vær velkommen! 

Det bliver ved Gud spændende, når den skal bygges – forhåbentligt også dette Herrens år; Ikke mindst spændende set i lyset af de fællesskaber, den kan og vil åbne døre for og skabe ramme om. Måske et andet og nyt lille paradissted herude i Nordhavn? Ét er i al fald lige så sikkert som amen i kirken, og det er, at uanset alt i verden går op og ned, så må og bør vi holde fast i øjeblikket og ikke mindst i hinanden. Ønske, at de, vi møder på vores vej, må komme vel gennem året, der ligger for fødderne af os og herude mellem himmel, jord og vand – og et par paradiser.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Louise Sihm Knudsen, hans egede kirke

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK