"Flyt containerterminalen til Køge"

naturpark nordhavnspark plantegningFor at få plads til vild natur og idræt, vil lokaludvalget kæmpe for at parken bliver dobbelt så stor som planlagt. Containerterminalen skal derfor flyttes helt væk fra Nordhavn.

Debatten har i over to år raset mellem idrætsorganisationer og naturvenner. Sidste år afholdt Københavns Kommune en såkaldt Købernhavnerdialog om parken, uden at parterne blev enige. I midten af marts måned skal politikerne så diskutere det første færdige oplæg til indretning af parken. Derefter er det planen at der skal holdes en arkitektkonkurrence. 
Men lokale kræfter arbejder ihærdigt for en helt anden plan. Containerterminalen skal flyttes væk fra Nordhavn, så parken kan blive meget større.
Står det til Østerbro Lokaludvalg og Østerbro Havnekomité skal nøturelskere og idrætsfolk slet ikke skændes om pladsen. Parken skal bare gøres dobbelt så stor. og det vil man gøre ved at flytte Containerterminalen helt væk fra Nordhavn. 

Gamle planer om at sløjfe containerterminal
Det er ellers planen at terminalen til næste år skal flytte en kilomters penge fra Levantkaj og til Oceankaj helt ud mod Øresund. Den nye containerhavn bliver samtidig knap 20% større, når den er fuldt udbygget. 
Indtil for seks år siden var der ellers planer om at flytte containerhavnen noget længer væk – nemlig til Køge. 
Blandt andre mente græsrodsforeningen Østerbro Havnekomité at containerhavnen var en dårlig idé, når Nordhavn skal udvikle sig med boliger, fritidsaktiviteter og grønne områder. 
I den første Strukturplan for Ydre Nordhavn var der da heller ingen containerterminal. Senere satte Københavns Kommune sig imod en flytning. I 2011 blev det vedtaget ved lov, at containerterminalen skal ligge i Nordhavn. 

Containertrafik tæt på byen
Argumentet for placeringen af containerterminalen i Nordhavn har været, at varer kan blive leveret tættest muligt på forbrugerne, og at man derved kan undgå mest mulig trængsel på vejnettet og skåne miljøet. Men Østerbro Lokaludvalg tvivler på, om placeringen i Nordhavn reelt vil give mindre trængsel og mindre emission. Mange varer, der kommer til Nordhavn kører reelt til omlastning på Københavns Vestegn, og først derefter distribueres de til forbrugerne.

allan maroufLuft og plads til beboerne
Men nu vil Østerbro Lokaludvalg have genoptaget idéen  om en flytning til Køge. 
"Vi mener stadig at containerterminalen skal væk. Der er ikke brug for den i Nordhavn længere, især ikke efter at Mærsk flyttede sin containerskibe til en ny havn i Kalundborg. Det fjernede 40% af containertrafikken i København," siger lokaludvalgsformand Allan Marouf. 

"Der er brug for pladsen til den nye naturpark, men det handler også om at skabe luft og plads til de mange tusinde mennesker, som skal bo på Ydre Nordhavn, Og det handler om at skabe ordentlige trafikforhold på vejene ind til Østerbro," forklarer Allan Marouf.

Legitimt at ønske idræt
Udvalgsformanden har i øjeblikket travlt med at tale med politikere, både på Christiansborg og på rådhuset, for at få dem til at ændre holdning til containerterminalen i 11. time.

"Det er aldrig for sent at lave en dårlig beslutning om. Jeg synes at idrætsorganisationernes ønsker om plads til mere idræt er helt legitimt. Men de faciliteter skal ligge så tæt på metrostationerne og boligområderne som muligt. Og det kan lade sig gøre, hvis vi får mere plads til naturparken på Ydre Nordhavn," siger han. 

Inviterer til borgermøde 
I foråret inviterer lokaludvalget alle beboere i Nordhavn med til  et nyt borgermøde om Naturpark Nordhavn, og om den undersøgelse, som udvalget har lavet om projektet. Tid og sted for mødet er ved at blive planlagt.

"Gennem vores borgerpanel-undersøgelse fra efteråret kunne vi nemlig erfare, at netop dette er et stort ønske hos borgerne på Østerbro og i Nordhavn. På borgermødet fremlægger vi resultaterne fra vores egen undersøgelse, og så inviterer vi Rådhuspolitikerne til en dialog om lokalområdets ønsker og behov", lyder det fra lokal-udvalget.

 

allan marouf, nordhavnsparken, naturpark nordhavn, østerbro lokaludvalg

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK