Nyt byggerod i Århusgade: Jernbane skal genetableres

viadukt lersoebanen metro 77Viadukten under jernbanen i Århusgade er delvist afspærret og cyklister skal bruge en smal grussti. Det er Metroselskabet, som skal genetablere 'Lersøbanen' (OPDATERET).

Supercykelstien til og fra Nordhavn har fået en ny forhindring, udover opgravningen af hele stykket foran Meny. Nu er det i viadukten ved kalkbrænderihavnsgade, at cykelstien er afspærret. Cyklister fra Nordhavn må stoppe når de er over krydest og trække hen til en smal sti i venstre side,

Forklaringen på det nye byggerod er, at togsporene til Lersøbanen blev taget op, da Metroselskabet skulle bygge transfertunnelen til Nordhavn metrostation. 
Banedanmark har krav på at banen genetableres, og det arbejde er nu gået i gang. Arbejdet ventes afsluttet inden årsskiftet, oplyser Metroselskabet.

cykkelsti fjernkoeling hoforSupercykelstien Det Grønne Loop er i forvejen gravet op foran Meny. Her nedgraver HOFOR fjernkølingsrør.

 

Betonarbejde
"Nu skal banen genskabes ved, at sporet tættest på Kalbrænderihavnsgade genetableres, så der atter er forbindelse på den gamle bane, der imidlertid sjældent benyttes," skriver Metroselskabet til Nordhavn Avis, 

Der skal desuden laves en beskyttelseskonstruktion i beton hen over en 100 år gammel forsyningsledning nede i jorden. Det kræver bl.a., at der udføres en række boringer i området, da grundvandet skal sænkes, oplyser Metroselskabet.

Gammel frihavnsbane
Lersøbanen hed oprindeligt Frihavnsbanen og blev åbnet i 1894. Den løb fra den daværende Nørrebro Station til Østerport. I 1895 blev den forlænget til Toldboden, senere til Larsens Plads. Banen til Larsens Plads blev nedlagt i 1975 og stykket til Toldboden i 1987. Sidstnævnte gik tværs gennem Kastellets volde, som det efterfølgende blev muligt at rekonstruere.

Vigtig for Banedanmark
OPDATERING: Nordhavn Avis har 5. august modtaget svar fra Banedanmark, som oplyser at Lersøbanen er en vigtig banestrækning. Styrelsen skriver: 

"Sporet, som Metroselskabet er ved at retablere, giver adgang til Banedanmarks arbejdspladsarealer ved Lersøen i nærheden af Bispebjerg Station, og er derfor vigtigt, når der skal arbejdes på strækninger nord for København. Banen udgør forbindelsen til Nordbanen, Kystbanen, Farumbanen og Ringbanen og uden dette stykke bane ville det være meget vanskeligt – og dyrt - at vedligeholde og sporforny på disse strækninger.

Banedanmark benytter området ved Lersøen som depot- og opstillingsspor til arbejdskøretøjer og arbejdstog, når jernbanen nord for København skal vedligeholdes. I de perioder, hvor der er større sporarbejder, bliver spor og arbejdsarealer brugt intensivt i mellem tre og seks måneder ad gangen.

Desuden benyttes sporet til veterantogskørsel og periodisk som vendespor til tog, der har endestation på Østerport".

århusgadekvarteret, jernbane, nordhavn station, kalkbrænderihavnsgade

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK