Talk om Københavns Havn 5. december

  • Redaktionen
  • Kultur

anne skovbro ulla tofteBy & Havn afholder i den kommende tid en række faglige talks om byudvikling og byens historie som havneby. Det foregår i ”Havnebygmesterens Studiesamling”, hvor første gæst er museumsdirektør Ulla Tofte.

Københavns Havn har altid været en central del af byen, men den har forandret sig voldsomt igennem de seneste årtier. Hvor det tidligere var havnearbejdere, som lossede skibe og betjente kraner, der prægede miljøet i inderhavnen, er det nu badende, fiskende og kajakroende københavnere der boltrer sig i det blå byrum.

Da havnen var en forurenende industriarbejdsplads og vandkvaliteten ikke noget, man bekymrede sig om, kunne man opleve udslet på huden, hvis man dristede sig til en svømmetur. Men efter udflytning af den tunge industri til det yderste Nordhavn og Prøvestenen samt mange årtiers opmærksomhed på at mindske forurening af vandet, er den nu blandt de reneste i verden og en unik attraktion for både københavnere og turister til alverdens rekreative formål året rundt.

Læs også: Kom med ind i 200 års havnehistorie

Det er en udvikling, de fleste er glade for. Men hvordan udvikler vi havnen og de gamle industriområder så vi ikke mister bevidstheden om den historiske havn? Det kan man høre mere om i en samtale mellem Museumsdirektør Ulla Tofte og adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, om det store ansvar vi har, for at kommende generationer vil opleve at Københavns havneområder står på skuldrene af vores fælles historie som søfarts- og industrination.

Rundvisning
Arrangementet finder sted 5. december kl. 16.30 - 18.00 på Nordre Toldbod 3. Man kan tilmelde sig her.
Der vil også være en rundvisning i Havnebymesterens Studiesamling – By & Havns nye udstilling, hvor man kan opleve Københavns Havns historie fortalt gennem historiske dokumenter, film, billeder og fortællinger, som er fundet i arkivet, der i næsten 100 år har ligget på loftet over By & Havns hovedkontor på Nordre Toldbod.

Om personerne:
Ulla Tofte er cand.mag. i historie og har indtil for nylig været direktør for M/S Museet for Søfart i Helsingør. Hun er netop skiftet til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i Hillerød.
Anne Skovbro er uddannet civilingeniør og ph.d. i arkitektur og design fra Aalborg Universitet. Hun er tidligere plandirektør i Københavns Kommune og nuværende adm. direktør i Udviklingsselskabet By & Havn.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK