Træer og grønne rabatter til Kalkbrænderihavnsgade

  • Redaktionen
  • Nordhavn

kalkbraenderihavnsgade begroenning budgetnotat 2Kalkbrænderihavnsgade skal have en make-over. Der skal plantes træer og laves grønne lommer og byrum. En forundersøgelse af projektet er med i kommunens budget 2022.

Fra Kastellet i syd til Svanemøllen Strand i nord skal Kalkbrænderihavnsgade have en ny grøn profil, som skaber sammenhæng mellem Østerbro og Nordhavn, som gør vejen tryggere at færdes på for gående og cyklister.

Og som måske også får de 21.000 daglige bilister på en firesporede regionalvej til at sætte farten lidt ned.

Ved budgetforhandlingerne på rådhuset i sidste uge blev det vedtaget at lave en foranalyse af begrønningsprojektet. Den vil koste 0,9 mio. kroner hvoraf By & Havn finansierer 0,5 mio. kroner. 

Monoton, firesporet regionalvej
Vejen fremstår i dag som "relativ monoton med kun lidt begrønning og med ringe kobling til den omkringliggende by," skriver Teknik- og Miljøforvaltningen i et notat om det nye projekt. 

kalkbraenderihavnsgade 614LÆS OGSÅ:  Som en motorvej gennem byen

 

Så nu skal der plantes træer og laves grønne græsklædte midter- og siderabatter. Samtidigt skal der laves udsigtspunkter til vandet og til nye byrum, så der skabes en bedre sammenhæng mellem Østerbro og Nordhavn.

"Forslagene vil belyse, hvordan man bedst styrker stedets bynatur i form af både biodiversitet, funktionalitet og rumlighed," står der i notatet.

Der skal også undersøges nye mulige koblinger til den fremtidige Gittervej bypark ved Nordbassinet. 

Tryghed og lavere hastighed
Ifølge forvaltningen vil begrønnigen medvirke til at "Den trafikale tryghed for både fodgængere og cyklister styrkes, idet begrønning medvirker til, at byrummet afgrænses, og trafikanterne sænker farten".

Det er til gengæld ikke med i projektet, at der skal ændres på antallet af vejbaner eller hastighedsgrænsen på strækningen. 

Teknik- og Miljøforvaltningen vil i samarbejde med By & Havn stå for borgerinddragelse og samarbejde med grundejere, naboer, lokaludvalg og grønne organisationer. 

Foranalysen vil blive forelagt Teknik- og Miljøudvalget i foråret 2023. Dermed kan det endelige projekt evt. nå at komme med i Budget 2024.

kalkbrænderihavnsgade, trafik

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK