Paustian lukker i Utzonhuset

  • Redaktionen
  • Nordhavn

paustian 2003Paustian lukker og slukker efter 34 år i det Utzon-tegnede Paustians Hus.

Paustian har siden 1987 haft hovedsæde og showroom i det ikoniske Paustians Hus på Kalkbrænderiløbskaj 2. Men nu er det slut. Efter et tre-dages flytteudsalg er hovedsædet i Nordhavn lukket, og fredag 24. september bar flyttefolk alt inventar ud i ventende flyttebiler. Udenfor stod en container fyldt med tomme ringbind, emballage, plastik og andet affald.

Nogle få medarbejdere var med til at rydde op og smide ud. I fremtiden skal de arbejde i mindre lokaler i Niels Hemmingsens Gade i Indre By, hvor Paustian åbnede en butik i 2018.

Paustians Hus skal nu lejes ud, og skal forinden ombygges til kontorformål for et stort 2-cifret millionbeløb. En investering Paustian selv foretager, fortæller Adm. direktør og medejer af Paustian A/S, Frantz Longhi. Der er også fundet en lejer, der ganske snart offentliggøres. Indflytning af ny lejer sker i det tidlige forår 2022.

Tættere på kunderne
Frantz Longhi fortæller til Nordhavn Avis, at Paustian har været utrolig glade for Utzonhuset i mange år.
"Men dels forudser vi en del trafik udfordringer for vores kunder med de omfattende byggerier i området, og dels er det vigtigt for Paustian at være så tæt på kunderne som muligt. Derfor flytter vi ind helt centralt i centrum af København," forklarer han.
"Men alle ansatte i Utzon huset flytter med. Kunderne kan derfor fortsat henvende sig til de samme dygtige og velkendte ekspedienter, som de har været glade for i så mange år."

Kulturelt fyrtårn
Paustian blev stiftet af Ole Paustian i 1964 og har butikker i Shanghai, København og Århus. Paustians Hus i Nordhavn blev bygget i 1987, og er tegnet af arkitekt Jørn Utzon, der også tegnede Sydney Opera House. Utzons søn Kim tegnede to tilhørende bygninger i 2010. Det fredede hus har dannet ramme for ikke kun møbeldesign, men også for udstillinger, filmforevisninger, foredrag og design talks, ligesom Restaurant Paustian tidligere har været et anerkendt spisested.

Mange ejerskifter
Selskabet har tidligere været ejet af bl.a. pensionskasserne LD og PKA og erhvervsmanden Peter Kampmann.  Frantz Longhi gik ind i Paustian som medejer i 2017. Han er især kendt som manden bag vaseproducenten Kählers væksteventyr.  Frantz Longhi er også ejer eller medejer af Paustian Aarhus, Paustian Design Management samt den unge møbelvirksomhed Warm Nordic. Disse tre selskaber kom alle ud af corona-året 2020 med store underskud. Paustian A/S  kom ud af 2019/20 med et mindre minus på 479.020 kr.  

butikker, sidebar

  • Sidst opdateret den .

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK