Har De prøvet at falde i havnen?

redningsstige nat contentEn af de belyste redningsstiger, som Trygfonden har været med til at sætte op i en række danske havne. Foto: TrygfondenHvert år omkommer mennesker i drukneulykker i danske havne. TrygFonden efterlyser nu alle, der har prøvet at falde i havnen, men enten fik reddet sig selv eller fik hjælp af andre.

I perioden fra 2001 til 2020 omkom i alt 276 personer – 255 mænd og 21 kvinder – som følge af drukneulykker i danske havne og kanaler. Det viser TrygFondens Nationale Druknestatistik. I nærheden af Nordhavn er der tale om disse ulykker med dødelig udgang:

  • Nordhavn v. Marmorvej (1)
  • Nordhavn v. Svaneknoppen (1),
  • Svanemøllen Lystbådehavn (1),
  • Lautrupskaj (1),
  • Langelinie Lystbådehavn (1)

Det særlige ved faldulykker i havne er, at de sker ved et uheld, hvor folk ikke havde nogen intentioner om at skulle i vandet, modsat en badeulykke. Ofte er alkohol involveret, og ulykkerne sker som regel om natten, hvor folk er alene. Heldigvis koster det ikke menneskeliv, hver gang folk falder i vandet. Nogle formår at redde sig selv, mens andre får hjælp til at komme i sikkerhed. Netop disse personer vil TrygFonden nu rigtig gerne i kontakt med:

"Vores drukneprognoser tyder desværre på, at antallet af drukneulykker i havne er stigende. Det skal vi have gjort noget ved. Både ved at kigge på indretningen af havnene, og ved at skabe flugtveje, så folk kan komme op igen, hvis det alligevel går galt", siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Har De selv prøvet det?
Trygfonden vil meget gerne i kontakt med alle, der har prøvet at falde i havnen, men klarede sig enten på egen hånd eller med hjælp fra andre.
"De kan hjælpe os med værdifuld viden til arbejdet med, hvordan vi kan forebygge, at folk falder i vandet, og ikke mindst hvordan vi kan sikre os, at dem, der alligevel falder i, kan komme op igen. Vi håber, at mange vil dele deres oplevelser med os, så vi sammen kan gøre danske havne mere sikre", siger René Højer.

Man kan deltage i projektet ved at udfylde et spørgeskema på respektforvand.dk. Man kan vælge at være anonym eller give lov til, at Trygfonden tager kontakt.

Følg Deres ven hjem fra julefrokosten
Trygfonden kommer også med en klar anbefaling til alle, der skal til julefrokost, nytårsfest eller andre festlige sammenhænge. For hvert år mister mennesker på tragisk vis livet efter at være faldet i vandet på vej hjem alene fra en festlig aften. Drukneulykker, der måske kunne være undgået, hvis de ikke havde været på egen hånd, da ulykken skete.

"Gå ikke alene hjem, og lad aldrig dine kammerater finde hjem selv – især ikke hvis de er berusede. Skulle ulykken ske, kan det være altafgørende, at der er en, der kan træde til og tilkalde hjælp. Og ser du en, der er på egen hånd i nærheden af vand, og som virker til at være lidt ude af balance, så lad ikke vedkommende klare sig selv. Træd til, og sørg for, at personen kommer væk fra vandet og sikkert hjem. Det kan i sidste ende betyde, at du redder et liv", siger René Højer.

Læs mere om TrygFonden Kystlivredning på www.respektforvand.dk.

havneliv

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK