Hvaffor noget kolesterol?

louise raaschou 2020Måtte pludselig nytænke min egen definition på et godt helbred. Tilsyneladende var den stik modsat lægens.

Nå. Så er jeg ikke udødelig alligevel. Pis også, altså. Har ellers gået rundt i årevis og opfattet mig selv som, nå, ja ikke ligefrem udødelig, men dog sund og rask; eller i hvert fald på et acceptabelt niveau af ikke-syg. 

For jeg bliver ikke syg. Ikke rigtigt. Jeg kan, for eksempel, ikke huske, at jeg nogensinde har haft influenza. Eller halsbetændelse. Eller andre af den slags almene, antibiotikakrævende dårligdomme, som, forekommer mig ret eksotiske. Jeg har ikke haft dybere overvejelser om hverken kostfibre, antioxidanter eller omega 3 fiskeolie. Eller for meget salt i maden. Nogensinde. Og blodtryk? Kolesteroltal? De har aldrig kommet mig ved. 

I øvrigt nærer jeg en dyb modvilje mod hypokondri, ikke mindst min egen, og har tullet helt fint rundt i livet efter devisen, at hvis det ikke klør eller gør ondt, så er alt nok, som det skal være. 

Indtil min eneste læge nogensinde - den samme siden jeg var atten - gik på pension. Og jeg derfor pludselig befandt mig hos nye læge, som helt umotiveret insisterede på at måle-teste-blodprøve mig. ”Ja, han var af den gamle skole,” svarede nye læge, da jeg undrede mig over test og målinger, som min gamle læge sjældent havde besværet mig med. I hvert fald ikke uden grund. Faktisk ret hysset, blev jeg enig med mig selv om, mens læge klistrede EKG-dimser på min brystkasse - en del af det tilsyneladende nu gængse, årlige all-round tjek. Som til min store forbavselse viste, at man åbenbart ikke kan tulle helt fint rundt i livet på en basiskost af sukker-kaffe og cup-a-noodles. (Og bananer, når det skal gå hurtigt.) Slet ikke i min alder. Slet, slet ikke hvis tests og målinger fra nye læge skal se ordentlige ud, hvilket de helst skal. Og det gjorde mine ikke, blev jeg informeret om. Bevares, nogle tal var helt fine, bare ikke de, der talte mest. De vigtige tal var for høje, og uden at læge sagde det direkte, forstod jeg, at jeg tullede rundt med røven i vandskorpen. 

Temmelig ubelejlig info, mildest talt. For tiden kører jeg nemlig også en kamp mod egne hormoner, (også noget med alder), der modarbejder mig i en sådan grad, at jeg fik hormontilskud. Indtil jeg boykottede det igen. Ganske vist forsvandt både dårligt humør og den fysiske følelse af nu-har-jeg-enogfyrre-i-feber-hov-nej-ikke-alligevel-det-gik-væk-igen. 

Men da min talje gjorde det samme, besluttede jeg mig for, at jeg hellere vil være småsur med talje end lystig uden. I stedet har jeg fundet noget, som skulle være det fremmeste våben mod oprørske hormoner; noget gæret urtekløver naturprodukt noget, som ligner muddervand til forveksling. Til gengæld smager det helt ekstremt ad helvede til; højkoncentreret ADR! i væskeform. Bagefter er man er på ingen måde lækkersulten efter drøj fiber müsli uden tilsat noget som helst. Eller kål. Faktisk er Marabou det eneste, der tager toppen af den grimme smag.

Så jeg var, alt andet lige, ikke begejstret for resultat af mit første, (tilsyneladende nu gængse), årlige all-round tjek. 

Men nød lærer som bekendt presset kvinde, også selv om der er tørre og virkelig kedelige kostfibre og absolut ingen vin involveret. Så jeg gik straks i gang med mit nye projekt: At få høje tal ned på et acceptabelt stadie, så nye læge ville være tilfreds, og min røv dermed ikke længere skulle befinde sig i vandskorpen. Kastede mig derfor målrettet over kålhoveder og gulerødder og ærter i butikken og slæbte hjem, (grøntsager så meget tungere end cup-a-noodles), til fods, naturligvis. Bite me, åndsbollede blodtryk og kolesteroltal! Hvis våbenet er fedtfattig, glædesløs kost uden den mindste smule smør eller smag, så har jeg anskaffet mig en katapult. Min ammunition består af kål i lange baner, bønner, dadelsnacks, ærter og tørrede abrikoser.

Bortset fra ved helt særlige lejligheder, hvor dåser med makrel i tomat og omega3 samt havregrynskugler, lavet på havregryn og saftigt vand, nok kan sætte fut i fejemøget og pimpe enhver aften op. 

Sukker i kaffen har jeg droppet på kold tyrker måden, hvilket gør, at jeg drikker endnu mere kaffe, fordi jeg efter hver kop stadig føler, at jeg mangler et eller andet. Til gengæld bliver jeg mindre træt i løbet af dagen. En klar bonus, som jeg bruger på lange gåture og på at rende frem og tilbage fra toilettet, når min mave går amok i kaffechok.

Jeg har en måneds tid endnu, før nye læge vil have nye tal - som forhåbentlig er blevet bedre. Kan næsten ikke rumme tanken om, at de ikke er. 

For denne her levemåde er så drastisk anderledes end min sædvanlige, og jeg skal undertrykke alle instinkter for at vælge en gulerod frem for ristet toastbrød med smør. 

Det er simpelthen unaturligt. Hvis intet har ændret sig, så er der ingen retfærdighed til, jeg begynder at tude, det gør jeg altså. Og mine tårer vil helst sikkert falde over en stor skål med det bedste fra Kims. Med bacon smag.

DEBAT:

  • Nervepirrende støj fra metroen

    henrik saleeKære Metro, Stort tillykke med 1 års fødselsdagen, du blev nok født lidt for tidlig i forhold til dit kald, der køres alt for meget med tomme vogne, både om dagen, i aften- nattetimerne og her i påsken var det helt vildt med forgæves afgange.

  • Musik på Sandkaj og Konditaget

    richard sandmandI Nordhavn Avis har I skrevet om musik på Sandkaj. I har nævnt, at det drejer sig om at få brugerne til at dæmpe musikken. Det er en misforståelse.

NORDHAVN AVIS • C/O BYDELSAVISERNEARNE JACOBSENS ALLE 15,1.DK 2310 ORESTAD
TEL: +45 31153040MAIL: KONTAKT(AT)NORDHAVN-AVIS.DK